Erhvervspolitik

fre, 23 jun 2023

100 lande enige om globale finansreformer

New Global Financial Pact Summit in Paris (Pool/Reuters)

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger fredag på et stort finansmøde i Paris, hvor over 100 lande deltager, at "der er fuldstændig konsensus om, at de globale finansielle institutioner skal reformeres".

Samtidig oplyser Macron, at en længe ventet aftale om, at de rige lande skal bidrage med 100 milliarder dollar (685 milliarder kroner) til en klimaplan for udviklingslandene nu er faldet på plads.

Der er også oprettet en fond for biodiversitet og for beskyttelse af verdens skove.

På det globale finansmøde blev det gjort klart, at multilaterale udviklingsbanker ventes at frigive 200 milliarder dollar (over 1370 milliarder kroner) til udviklingslande for at stabilisere deres økonomier.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, sagde i en tale på mødet, at det er afgørende, at alle lande bidrager og tager del i den fælles globale indsats mod sult, fattigdom og klimaforandringer.

- Mange lande - navnlig i verdens sydlige lande - står over for store udfordringer. Mange af udfordringerne er tæt forbundne. Det gælder udfordringerne omkring vækst og bekæmpelse af sult og fattigdom. Og dertil kommer udfordringerne ved de menneskeskabte klimaforandringer.

- Det er afgørende, at vi anerkender et fælles ansvar og åbent drøfter, hvordan vi kan opnå vores mål, sagde Scholz på mødet, hvor der deltog over 40 regeringschefer og statsoverhoveder.

Macrons erklæring om støtten til reformer af de globale finansielle institutioner gælder blandt andet Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. Der er enighed om, at institutionerne skal gøres "bedre, mere effektive og mere retfærdige samt tidssvarende til verden i dag".

Verdensbanken og IMF blev dannet efter Anden Verdenskrig og afspejler en verden domineret af rige, vestlige lande.

- Vi er nødt til at sige, at Verdensbanken ikke lever op til de forventninger, som verden har. Det samme gæld IMF, sagde Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, i den afsluttende session.

/ritzau/AFP

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere