Siden den 24. januar i år er der blevet aflivet 117.000 kalkuner i Danmark efter fund af fugleinfluenza i bestanden.
Det er især kalkuner, der står for skud under fugleinfluenzaer, og det er generelt en bekostelig affære.
Fra 2021 til 2023 brugte myndighederne 137 millioner kroner på at aflive kalkuner, udbetale erstatning til farmene og rengøre staldene.
Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen.
Kalkuner er overrepræsenterede i udbrud af fugleinfluenza.
Det kan både skyldes, at kalkunerne er meget modtagelige overfor fugleinfluenza, og at kalkunfarmene er halvåbne uden vinduer, forklarer Lars Erik Larsen, professor i veterinær virologi på Københavns Universitet til DR.
Den hyppige smitte og den store regning får Landsorganisationen Danske Fugleforeninger til at pege på kalkunfarmes lokation på Sydvest- og Vestsjælland.
- Kalkunfarmene ligger i et af de vigtigste fugletræksområder i Danmark med en masse gæs, som er inficeret. Derfor ligger kalkunfarmene et helt forkert sted, hvor de er alt for udsatte i forhold til smitte, siger Povl Jørgensen, miljøkonsulent i organisationen, til DR.
Kalkunfarmene ligger tæt på kyst og søer, hvor andre fuglearter trækker hen over, og det spreder smitten.
Landsorganisationen Danske Fugleforeninger anbefaler derfor, at man flytter farmene.
Det kan dog være svært at undgå kyster og søer i det danske landskab.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har bedt Fødevarestyrelsen om at forholde sig til, om der kan laves områder, hvor kalkuner og trækfugle ikke krydser veje.
- Og der er svaret foreløbigt, at hele Danmark ret beset er et område, hvor der er trækfugleruter, så derfor kan det være svært at lave et specifikt område, hvor man må have kalkunfarme, siger Jacob Jensen (V) til DR.
Kilde: /ritzau/