Erhvervspolitik

Smittede kalkuner har på tre år kostet staten 137 millioner

Kalkuner smittes ofte med fugleinfluenza. Fra 2021 til 2023 kostede det 137 millioner kroner at aflive dem.

Smittede kalkuner har på tre år kostet staten 137 millioner
Der er aflivet 117.000 kalkuner siden 24. januar. (Arkivfoto).
Copenti ApS
Af Copenti ApS 10. februar 2024

Siden den 24. januar i år er der blevet aflivet 117.000 kalkuner i Danmark efter fund af fugleinfluenza i bestanden.

Det er især kalkuner, der står for skud under fugleinfluenzaer, og det er generelt en bekostelig affære.

Fra 2021 til 2023 brugte myndighederne 137 millioner kroner på at aflive kalkuner, udbetale erstatning til farmene og rengøre staldene.

Det skriver DR på baggrund af en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen.

Kalkuner er overrepræsenterede i udbrud af fugleinfluenza.

Det kan både skyldes, at kalkunerne er meget modtagelige overfor fugleinfluenza, og at kalkunfarmene er halvåbne uden vinduer, forklarer Lars Erik Larsen, professor i veterinær virologi på Københavns Universitet til DR.

Den hyppige smitte og den store regning får Landsorganisationen Danske Fugleforeninger til at pege på kalkunfarmes lokation på Sydvest- og Vestsjælland.

– Kalkunfarmene ligger i et af de vigtigste fugletræksområder i Danmark med en masse gæs, som er inficeret. Derfor ligger kalkunfarmene et helt forkert sted, hvor de er alt for udsatte i forhold til smitte, siger Povl Jørgensen, miljøkonsulent i organisationen, til DR.

Kalkunfarmene ligger tæt på kyst og søer, hvor andre fuglearter trækker hen over, og det spreder smitten.

Landsorganisationen Danske Fugleforeninger anbefaler derfor, at man flytter farmene.

Det kan dog være svært at undgå kyster og søer i det danske landskab.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har bedt Fødevarestyrelsen om at forholde sig til, om der kan laves områder, hvor kalkuner og trækfugle ikke krydser veje.

– Og der er svaret foreløbigt, at hele Danmark ret beset er et område, hvor der er trækfugleruter, så derfor kan det være svært at lave et specifikt område, hvor man må have kalkunfarme, siger Jacob Jensen (V) til DR.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Erhvervspolitik

Se flere artikler