Finans

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Fem år efter: 94 procent af coronalånene er betalt tilbage

Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at coronalånene hjalp danske virksomheder nemmere igennem coronakrisen. (Arkivfoto).
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Skatteminister Rasmus Stoklund glæder sig over, at coronalånene hjalp danske virksomheder nemmere igennem coronakrisen. (Arkivfoto).

En lang række virksomheder, der var berørt af coronanedlukningerne tilbage i 2020 og 2021, fik dengang lov at låne penge af staten for at sikre, at de ikke måtte lukke på grund af moms- og skattegæld.

Samlet blev der udstedt lån for 36,4 milliarder kroner, og langt de fleste af pengene er blevet betalt tilbage igen.

Det viser en opgørelse, som Skatteministeriet har foretaget i anledning af, at det i dag er fem år siden, at regeringen første gang besluttede at lukke dele af samfundet ned som følge af corona.

Med udgangen af 2024 var der tilbagebetalt 34,2 milliarder af de lånte penge, svarende til 94 procent.

- At 94 procent af virksomhederne nu har betalt lånene tilbage, viser mig, at ordningerne var det helt rigtige at gøre, fordi de har hjulpet langt de fleste virksomheder godt igennem den krise, som fulgte med pandemien, uden at det endte i massekonkurser og fyrede medarbejdere, siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) om tallene.

I 2020 og 2021 faldt antallet af virksomhedskonkurser da også, når man sammenligner med 2019.

Til gengæld var antallet af konkurser højere end normalt i årene 2022 og 2023, hvor coronalånene forfaldt til betaling.

De sidste coronalån skulle have været betalt tilbage 1. maj 2023.

De virksomheder, der ikke kunne overholde betalingsfristen, har haft mulighed for at få en afdragsordning med Skattestyrelsen.

Alligevel er altså fortsat 2,2 milliarder kroner, som ikke er betalt.

1,8 milliarder kroner er sendt til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, mens de sidste 400 millioner har måttet afskrives, blandt andet fordi de pågældende lånere er gået konkurs.

I alt benyttede 50.000 virksomheder sig af muligheden for at optage coronalån.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere
McLaren F1-designeren kritiserer moderne bilers aggressive look Peter Stevens: "Bilernes design er blevet for aggressivt" Læs mere
Tivoli ansætter ny kommerciel direktør Pia Kirkeskov Andersen ansat som ny kommerciel direktør i Tivoli Læs mere