Finans

ons, 12 mar 2025

af Mikkel Preisler

Flere passagerer øger overskud i Københavns Lufthavn

Næsten 30 millioner passagerer benyttede sidste år Københavns Lufthavn. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Næsten 30 millioner passagerer benyttede sidste år Københavns Lufthavn. (Arkivfoto).

Tæt på 30 millioner passagerer benyttede sidste år Københavns Lufthavn, og de var stærkt medvirkende til, at lufthavnens økonomi forbedrede sig i 2024.

Årsregnskabet for sidste år viste en omsætningsfremgang på 25 procent til 5,07 milliarder kroner.

Resultatet før skat forbedrede sig samtidig med en lille milliard sammenlignet med året forinden til 1,339 milliarder kroner.

- Vi ser, at lysten og behovet for at rejse fortsat er stigende, og det er vi naturligvis meget tilfredse med, siger Christian Poulsen, der er administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Regnskabstallene viser, at lufthavnen ser ud til endegyldigt at have lagt tiden med coronarestriktioner bag sig.

Godt nok er der stadig et lille stykke vej op til passagerrekorden fra 2018 på 30,3 millioner passagerer, men selskabet forventer allerede i år at nå op på 32 millioner passagerer.

Det gode resultat er blandt andet et resultat af, at lufthavnen for et år siden hævede taksterne for at benytte faciliteterne.

Samtidig har SAS' genrejsning og ejerkredsens beslutning om fortsat at benytte København som knudepunkt også haft betydning.

SAS står for omkring en tredjedel af den samlede trafik i lufthavnen. Lægger man de to næststørste selskaber, Ryanair og Norwegian, oven i regnestykket, tegner trioen sig for 58 procent af passagererne.

I begyndelsen af december indgik staten en aftale med ATP om at overtage pensionsselskabets aktier i lufthavnen.

Dermed sidder staten på 98,6 procent af aktierne i selskabet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kosmonaut laver alien prank ombord på ISS - Giver et tiltrængt grin En kosmonaut i alien-maske skaber underholdning ombord på ISS. Læs mere
Influenzasæsonen er ved at nå sin afslutning SSI meddeler i dag, at der for anden uge i træk er et fald i antallet af influe... Læs mere
Truth Social : Aktien i frit fald I efteråret 2024 eksploderede kursen på aktien men efter Trumps indsættelse s... Læs mere
McGregor i strid med Irlands premierminister efter besøg hos Trump Conor McGregor benyttede sit besøg i Det Hvide Hus til at kritisere Irlands imm... Læs mere