Finans

Hovedstadslejligheder undgår voldsomme prisdyk efter skattestigning

De sæsonkorrigerede priser på ejerlejligheder i København er faldet 2,3 procent siden nytår, skriver økonom.

Hovedstadslejligheder undgår voldsomme prisdyk efter skattestigning
Ejerlejligheder i København er faldet 2
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 11. april 2024

Nogle økonomer spåede kraftige prisfald på ejerlejligheder i særligt hovedstadsområdet på grund af de højere boligskatter, der trådte i kraft efter årsskiftet.

De sæsonkorrigerede priser i København er godt nok faldet 2,3 procent siden nytår, men blodbadet er indtil videre udeblevet.

Det konkluderer Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit, på baggrund af en ny opgørelse fra Boligsiden.

– Den (prisudviklingen, red.) harmonerer sådan set nogenlunde med de prisforventninger, som vi selv har haft i et stykke tid, siger hun.

– At der ikke har været tale om et blodbad hænger sammen med den høje beskæftigelse, at inflationen er faldet godt tilbage, og samtidig oplever mange danskere nogle af de højeste lønstigninger i flere årtier.

– Det kan være med til at give et opadgående prispres.

Det nye boligskattesystem har særligt haft til hensigt at få betydning for markedet for ejerlejligheder i eksempelvis hovedstaden, hvor priserne de senere år er stukket af.

Købte man en bolig inden årsskiftet, var der udsigt til en skatterabat. Har man købt efter, er man løbet ind i en skattestigning.

Priser på ejerlejligheder på landsplan faldt 0,8 procent fra februar til marts, viser tallene fra Boligsiden. I Region Hovedstaden lød faldet isoleret set på 0,9 procent.

Den tendens kommer muligvis til at fortsætte frem mod sommer. Det vurderer Mira Lie Nielsen.

– Vi forventer, at vi gradvist frem mod sommer vil se ejerlejlighedspriserne falde til et niveau, hvor køberne i større omfang er klar på at slå til, siger hun.

– For køberne er der fortsat, og mange ønsker at bo og eje bolig i de større byer, hvor langt de fleste ejerlejligheder jo ligger.

– Samtidig blæser gunstige vinde over danskernes privatøkonomi. Den tabte købekraft genvindes bid for bid, i takt med at inflationen er faldet, og lønstigningerne måned efter måned lander på NemKontoen.

Kigger man i stedet på villaer og rækkehuse, er priserne på landsplan steget 0,4 procent. I hovedstadsområdet og i Midtjylland har priserne taget et skridt tilbage, mens det forholder sig omvendt i de øvrige dele af landet.

Særligt Nordjylland skiller sig ud med priser, der er vokset 4,7 procent den seneste måned.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.