Tøjkæden Monki, som er en del af H&M Group, står til at lukke i 2025.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra H&M Group.
Her står der, at tøjkæden Weekday, der også hører under H&M Group, vil overtage flere af Monkis butikker, mens de resterende vil lukke.
- Med en bevidsthed om hvad dette kan medføre for vores kolleger, ser vi frem til dette spændende nye kapitel med vej mod noget fantastisk, lyder det i pressemeddelelsen.
Monki har fem butikker i Danmark - én i Odense og to i både København og Aarhus.
Det er uklart, om de danske butikker lukker eller overtages af Weekday.
Tøjkæden blev stiftet i Sverige i 2006 og har ifølge det norske nyhedsbureau NTB over 60 butikker i 15 lande.
Ud over Monki, Weekday og - som navnet antyder - H&M og H&M Home, ejer H&M Group også butikskæderne & Other Stories, Cos og Arket.
H&M Groups tredje kvartalsregnskab viste i september, at salget var faldet fra 5,8 milliarder svenske kroner til 5,3 milliarder svenske kroner. Det skrev DetailWatch.
Det svarer til et fald fra 3,84 milliarder danske kroner til 3,5 milliarder danske kroner.
Faldet i salget over sommeren betød ifølge DetailWatch, at H&M i løbet af regnskabets første ni måneder har set et fald på tre procent i Norden.
Udviklingen fik H&M Group til at opgive sit 2024-mål, der lød på en indtjeningsgrad på ti procent.
Kilde: /ritzau/