Nyheder

tor, 11 maj 2023

Flyveledere og Naviair har ikke nået hinanden torsdag

Luftfartsselskabet SAS taber milliardbeløb i ny nedtur (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Flyvelederne og Naviar er efter et forhandlingsmøde torsdag fortsat ikke nået frem til en løsning på konflikten.

Det oplyser flyveledernes faglige forening, Datca, i en pressemeddelelse.

- Vi må konstatere, at Naviair fortsat ikke vil forhandle om den økonomiske ramme, som er en forudsætning, hvis vi skal sikre langsigtede løsninger for dansk luftfart, lyder det fra formanden i Datca, Esben Jean-Pierre-Blum, i meddelelsen.

Flyvelederne ønsker samtidig, at politikerne hjælper med at finde en løsning. De opfordrer til "politisk bevågenhed på sagen".

- Det er enormt vigtigt, at politikerne følger den her sag nøje. Vi så i 2020, at politikerne heldigvis nåede at gribe ind overfor Naviairs spareplaner om afskedigelse af op imod 90 flyveledere. Det tal endte med det halve, fordi politikerne skred ind, siger Esben Jean-Pierre-Blum i meddelelsen.

Det er mangel på flyveledere, der har ført til en konflikt mellem Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum, og flyvelederne.

Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.

Samtidig mener flyverlederne, at ekstravagterne har fået for stort et omfang. De har udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.

Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.

Men efter der igen er kommet gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation.

Naviair har ifølge eget udsagn ved torsdagens møde foreslået en løsning, der kunne minimere behovet for ekstravagter i perioden fra maj og frem til den 31. august 2023.

- Konkret vil Naviair på forhånd og i så god tid som muligt købe op til to fridage per flyveleder frem til den 31. august 2023, skriver Naviair i en pressemeddelelse.

Et andet centralt punkt i konflikten handler om løn. Direktør i Naviair, Mads Kvist Eriksen, har blandt andet fortalt til Berlingske, at flyvelederne kræver 40 procent mere i løn, hvis de skal tage ekstravagter.

Det afviser flyvelederne.

Foruden ekstravagter har tillæg været oppe at vende på mødet, oplyser Naviair i pressemeddelelsen. Blandt andet er der foreslået et sommertillæg til flyvelederne.

- På trods af at Datca fastholder deres forhandlingsoplæg, havde vi nogle gode drøftelser og påtænker at indkalde til nye forhandlinger i næste uge, lyder det videre fra Naviair.

/ritzau/

Andre læser også

Rusland: Moskva-angrebsmænd fik penge fra Ukraine IS har taget skyld for angreb i Moskva. Men Rusland fastholder, at der er forbin... Læs mere
Rusland blokerer for FN-overvågning af sanktioner mod Nordkorea Rusland mener, at FN-panel er med til at viderebringe "partisk information" om N... Læs mere
FN-domstol beordrer Israel til at sikre madforsyning til Gaza Hungersnød spreder sig i Gazastriben, lyder det fra international domstol, som ... Læs mere
Bus kører af bro i Sydafrika og bryder i brand: 45 døde Chauffør mistede ifølge ministerium kontrol over bus. Den præcise årsag til ... Læs mere
Nyt regeringsråd lover ny demokratisk orden i Haiti For første gang i mange måneder bliver der lovet bedring i Haiti efter kaos, e... Læs mere