Nyheder

lør, 13 maj 2023

Flyvelederkonflikt skaber ikke forsinkelser lørdag

Den nye Finger E i Københavns Lufthavn. (Celina Dahl/Ritzau Scanpix)

Københavns Lufthavn forventer lørdag ingen forsinkelser som følge af konflikten mellem lufttrafiktjenesten Naviair og flyvelederne.

Det fortæller trafikchef i Københavns Lufthavn Kristoffer Plenge-Brandt til Ritzau.

- Vi kender kun kapaciteten fra dag til dag, men i dag ser god ud. Vi har ikke modtaget nogen regulering fra Naviair. Det vil sige, at vi har rigelig kapacitet til at håndtere vores operationer lørdag, siger han.

70.000 passagerer forventes lørdag at flyve til eller fra Københavns Lufthavn.

Mens kapaciteten er tilstrækkelig lørdag, gjorde det modsatte sig gældende så sent som fredag.

Her blev mere end 40.000 af passagererne i lufthavnen forsinket med mere end et kvarter, fortæller Kristoffer Plenge-Brandt.

- Det er det billede, som vi kigger ind i for nuværende, hvor vi fra dag til dag får besked om, hvad kapaciteten er.

I april var 45 procent af alle flyvninger til og fra Københavns Lufthavn i Kastrup forsinket mere end et kvarter.

60.000 passagerer fik samme måned aflyst deres fly.

Det er mangel på flyveledere i Københavns Lufthavn, der har ført til en konflikt mellem Naviair, der styrer trafikken i det danske luftrum, og flyvelederne.

Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter.

Omvendt mener flyvelederne, at ekstravagterne har fået for stort et omfang. Flyvelederne har udtalt, at de har taget over 1500 ekstravagter det seneste år.

Manglen på flyveledere skyldes blandt andet afskedigelser under coronakrisen. Her var der ikke samme behov for flyveledere som nu.

Men efter der igen er kommet gang i luftfarten, er der opstået en mangelsituation.

De to parter mødtes torsdag, hvor de ikke fandt frem til en løsning. Parterne skal efter planen mødes igen onsdag.

Flyvelederne gav torsdag udtryk for, at de ønsker, at politikerne hjælper med at finde en løsning på konflikten.

Transportminister Thomas Danielsen (V) afviste torsdag aften i en udtalelse til DR at blande sig i konflikten.

Fredag lød det fra Norwegian, at flyselskabet på grund af flyvelederkonflikten er begyndte at se på muligheder for at afvikle flyafgange fra andre steder end Københavns Lufthavn.

/ritzau/

Andre læser også

Rusland: Moskva-angrebsmænd fik penge fra Ukraine IS har taget skyld for angreb i Moskva. Men Rusland fastholder, at der er forbin... Læs mere
Rusland blokerer for FN-overvågning af sanktioner mod Nordkorea Rusland mener, at FN-panel er med til at viderebringe "partisk information" om N... Læs mere
FN-domstol beordrer Israel til at sikre madforsyning til Gaza Hungersnød spreder sig i Gazastriben, lyder det fra international domstol, som ... Læs mere
Bus kører af bro i Sydafrika og bryder i brand: 45 døde Chauffør mistede ifølge ministerium kontrol over bus. Den præcise årsag til ... Læs mere
Nyt regeringsråd lover ny demokratisk orden i Haiti For første gang i mange måneder bliver der lovet bedring i Haiti efter kaos, e... Læs mere