Pressemeddelelse

tor, 02 feb 2023

Gaming er rykket ud af teenageværelset – skaber potentiel guldgrube for annoncører

Gaming og e-sport har et stort økonomisk potentiale.

Pressemeddelelse

19.1.2023 06:30:00 CET | Deloitte

Gaming- og e-sportsindustrien forventes at være en trecifret milliardforretning om bare to år. I takt med, at flere målgrupper begynder at spille digitale spil, bliver reklamepladsen stadigt mere attraktiv for kommercielle aktører. Det viser nye tal fra Deloitte om forretningspotentialer i e-sport og gaming.

Gaming- og e-sportsindustrien er i voldsom opblomstring. Gaming nåede nye højder under pandemien, og selv efter nedlukningsbølgerne fortsatte spillemanien med at stige i Skandinavien. I 2022 svarede 33 procent af de adspurgte skandinaver i Deloittes undersøgelse Digital Consumer Trends, at de spiller dagligt – mod 31 procent i 2021-undersøgelsen.

Fordi der spilles mere og flere målgrupper har kastet sig over digitale spil, forventes gaming og e-sportsindustrien at være 211 milliarder dollars værd i 2025.

Ældre og kvinder gamer mere

Det er næppe overraskende, at unge gamer mere end ældre, og at tidsforbruget på digitale spil falder med alderen. Men de ældre generationer er slet ikke så langt bagud, som man skulle tro. For eksempel er seniorerne på 65-75 år kun halvt så tilbøjelige til at spille digitale spil lejlighedsvist som de 18-24-årige er. Derudover spiller 25 procent af de 65-75-årige spil dagligt sammenlignet med 40 procent af de 18-24-årige.

Kløften mellem kvindelige og mandlige gamere ser også noget anderledes ud, end man skulle tro. Ifølge Deloittes undersøgelse spiller hele 36 procent af de kvindelige respondenter hver dag sammenlignet med 30 procent blandt mændene.

”Forestillingen om gameren som den store teenagedreng, der er groet fast i sin gamerstol bag nedrullede gardiner, er temmelig misvisende. I dag er vi alle gamere – i den forstand, at alle aldersgrupper og køn spiller digitale spil i hverdagen,” fortæller leder af Deloittes afdeling for teknologi, medier og telekommunikation, Frederik Behnk.

Efterhånden som digitale spil når ud til et stadig bredere publikum, bliver reklamer på spilplatforme mere attraktive for kommercielle aktører, der ønsker at ramme en bred målgruppe.

E-sport har et smallere publikum

Der er også gode muligheder for målrettede markedsføringskampagner, ikke mindst inden for e-sport. Deloittes nye undersøgelse Let's Play! viser, at væksten i e-sport er drevet af Millennials og yngre generationer, og selvom stigningen i publikumstal i er stoppet efter pandemien, er interessen markant større, end den var før pandemien.

”E-sport adskiller sig ved at være en oplagt kanal til at nå et smallere, mere specifikt publikum, end den efterhånden temmelig brede kategori af forbrugere, der spiller uforpligtende spil. Her er det også værd at bemærke, at e-sportpublikummet er mere positivt indstillede over for reklamer end dem, der ikke ser e-sport,” fortæller Frederik Behnk.

69 procent af e-sportsseerne siger i undersøgelsen, at de finder reklamer nyttige og informative sammenlignet med 48 procent af dem, der ikke ser e-sport.

Den store opblomstring af gaming og e-sport er også interessant i et samfundsøkonomisk perspektiv, vurderer Deloittes cheføkonom:

”Udviklingen er gået stærkt de sidste 5-10 år, hvor gamingindustrien har bevæget sig fra niche til mainstream. Industrien beskæftiger flere og flere danskere, og vi ser samtidig, at traditionelle mediehuse i stigende grad etablerer gamingafdelinger eller på andre måder indtænker spil som en del af kanalstrategien. Gaming er ikke til at komme uden om hverken kulturelt eller økonomisk,” siger cheføkonom Majbritt Skov.

Andre læser også

Israels militær hævder at have gravet lig op under eftersøgning Mens FN's højkommissær slår alarm, afviser Israels militær palæstinensiske ... Læs mere
Forsvarets gummibådsproblemer fortsætter med annullering af indkøb En række fejl og mangler på indkøbte gummibåde gør nu, at styrelse annuller... Læs mere
Briterne vil øge forsvarsudgifter til 2,5 procent af bnp Storbritannien lever allerede op til Nato-mål, men vil alligevel styrke forsvar... Læs mere
Viaplay følger i giganters fodspor og vil stoppe kodedeling Viaplay estimerer, at cirka en tredjedel af tjenestens brugere deler kodeord. Fl... Læs mere
Dansk modesucces henter ny direktør fra Balenciaga Laura du Rusquec, der er tidligere vicedirektør hos Balenciaga, overtager rolle... Læs mere