Investering

man, 20 mar 2023

Ukrainekrigen sender våbenproducent på førende tysk aktieindeks

SLOVENIA-GERMANY-UKRAINE-RUSSIA-CONFLICT-WAR (Jure Makovec/Ritzau Scanpix)

Den store tyske våbenproducent Rheinmetall bliver mandag inkluderet på DAX-indekset for de 40 førende tyske aktier.

Det skriver nyhedsbureauet dpa. Det er blandt andet krigen i Ukraine, som har ført til en stor stigning i selskabets værdi. Rheinmetalls markedsværdi er aktuelt omkring 78 milliarder danske kroner. Aktieprisen på selskabet er ifølge dpa mere end fordoblet siden Ruslands invasion af Ukraine. Selskabet producerer blandt andet kanonen på de Leopard 2-kampvogne, som er ved at blive leveret til Ukraine. Rheinmetall laver også kanonen på Panzerhaubitze 2000, som er en langdistancehaubits, der anvendes af den ukrainske hær. Også i 2023 ventes selskabet at vokse hurtigt. Europæiske lande er i stor stil i gang med at øge deres militærbudgetter som modsvar på invasionen af Ukraine. - Vi vil gerne bidrage med vores produkter i forbindelse med de øgede militærbudgetter, sagde administrerende direktør Armin Papperger torsdag. Tysklands forhold til våbenproduktion og krig er stærkt præget af det nazistiske styres forbrydelser under Anden Verdenskrig. - Men selv om Europas største økonomi foretrækker at sætte fokus på bilproducenterne og maskinindustrien, er Tyskland ikke nogen lille fisk i havet, hvad angår våbenproduktion, skriver nyhedsbureauet AFP. Tyskland var ifølge det svenske fredsforskningsinstitut Sipri verdens femtestørste våbeneksportør fra 2018 til 2022. Dermed lå landet lige bag Kina. Tyskland står for fire procent af det globale marked. For tiden forsøger Rheinmetall at øge kapaciteten og ansætte flere medarbejdere. Trods Tysklands tilbageholdende tilgang til krig og brug af militærmagt har landet under forbundskansler Olaf Scholz meddelt, at store investeringer er på vej. Det skyldes krigen i Ukraine og anses for at være et brud med tidligere tiders politik. Det er dialysespecialisten Fresenius Medical Care, som må afgive sin plads på DAX-indekset for de 40 førende tyske aktier. /ritzau/

Andre læser også

WHO godkender mpox-vaccine til unge mellem 12 og 17 år Mpox-virus, der også er kendt som abekopper, giver typisk milde symptomer, men ... Læs mere
Interessen for boligkøb er på det højeste niveau siden 2022 Stabil inflation og lav ledighed har medvirket til en stigende interesse for bol... Læs mere
Kommuner må droppe kystbeskyttelse på grund af oversøgt støttepulje 11 ansøgere søgte støtte for over en milliard kroner til kystbeskyttelse, men... Læs mere
Forsvarsminister: Danmark skal satse mere på forsvarsindustrien Danmark skal være mindre afhængig af andre landes produktion af ammunition, si... Læs mere
DF vil have alle gymnasieelever på studietur til Auschwitz For at skabe et "opgør" mod antisemitisme i Danmark vil DF have gymnasieelever ... Læs mere