Iran i krise kan blive en gave for kinesisk efterretningstjeneste

Det er en dynamik, som har spillet en rolle før i forholdet mellem Iran, Kina og USA.

Et af de mest kendte eksempler kom i 2009, da en avanceret malware – udviklet i et samarbejde mellem USA og Israel – ramte Irans atomprogram ved Natanz-anlægget. Angrebet ødelagde tusindvis af centrifuger og blev et afgørende øjeblik i den digitale krigs historie.

Efter angrebet begyndte iranske myndigheder en omfattende jagt på interne informanter. Samtidig blev CIA ramt af en af sine største efterretningsskandaler i moderne tid.

På det tidspunkt brugte CIA et kommunikationssystem i både Iran og Kina, der var designet til kortvarige operationer i fjendtlige miljøer. Systemet viste sig at være kompromitteret. Resultatet blev, at en række informanter blev identificeret og arresteret. Flere blev senere henrettet.

Amerikanske efterretningstjenester mistede store dele af deres netværk i Iran. Samtidig blev der mistanke om, at Kinas efterretningstjeneste havde fået adgang til systemet og muligvis delt oplysningerne.

I dag er Kinas cyberkapacitet blevet langt mere avanceret. Kampagner som Volt Typhoon, der ramte amerikanske militære logistiksystemer, og Salt Typhoon, der har infiltreret amerikanske telekommunikationsnetværk, viser hvor omfattende kinesiske cyberoperationer kan være.

Netop derfor kan Irans nuværende situation være særligt interessant for Beijing.

Konflikter giver nemlig mulighed for operationel læring. Når et land presses militært og politisk, bliver det ofte mere afhængigt af cyberoperationer og digital overvågning. Irans cyberkapacitet har traditionelt været tæt knyttet til landets efterretningstjenester og Revolutionsgarden, hvor flere ledende personer nu er blevet dræbt.

For Kina kan det skabe muligheder for både samarbejde og observation.

Samtidig giver Israels cyberoperationer mod Iran værdifulde erfaringer. Metoder som hacking af overvågningskameraer, aflytning af politiske ledere og infiltration af populære apps kan blive analyseret nøje i Beijing.

Den viden kan få betydning langt ud over Mellemøsten – blandt andet i relation til en potentiel fremtidig konflikt omkring Taiwan.

Ud over den teknologiske dimension findes der også en politisk mulighed.

Efter Hamas-angrebet den 7. oktober mistede Kina noget af sin diplomatiske tyngde i regionen. En destabiliseret situation i Iran kan give Beijing mulighed for at genopbygge sin rolle som regional partner og mediator.

Kina kan tilbyde overvågningsteknologi, digitale styringssystemer og efterretningssamarbejde uden at engagere sig militært.

Det passer ind i Kinas bredere strategi i stormagtsrivaliseringen med USA. Her handler magt ikke kun om militær styrke, men også om teknologi, efterretninger og tillid.

Historien viser, at konkurrencen mellem stormagter ofte afgøres i øjeblikke, hvor rivaler viser svaghed.

Irans nuværende krise kan blive et sådant øjeblik.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.