Fredag udgav den amerikanske sanger Taylor Swift sit ellevte album med titlen "The Tortured Poets Department".
Og mindre end 24 timer efter udgivelsen har albummet slået rekord med over 200 millioner afspilninger på musikstreamingtjenesten Spotify.
Det skriver underholdningsmediet Variety.
Det endelige tal kan vise sig at være endnu højere, da antallet af afspilninger blev meldt ud, mens albummet kun havde været tilgængeligt i omkring 15 timer.
Rekorden betyder, at Taylor Swift står bag de tre albummer, der har haft flest afspilninger på en enkelt dag på Spotify.
Det er hendes to tidligere albummer "Midnights" og "1989 (Taylor's Version)", der også er i top-3 over de mest afspillede albummer.
Hun har i forbindelse med udgivelsen af "The Tortured Poets Department" også slået rekorden for den mest streamede kunstner på en dag.
Kilde: /ritzau/