Nyheder

ons, 08 mar 2023

Kronprinsen kalder CO2-lagring for nyt grønt kapitel for Nordsøen

Kronprins Frederik lagrer den første CO2 i Nordsøen, Kronprins Frederik (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Kronprins Frederik gav onsdag signal til, at lagringen af CO2 i Nordsøens undergrund kan begynde.

Det skete ved en seance på havnen i Esbjerg, hvor pilotprojektet Greensand officielt blev sat i gang. Kronprinsen satte gang i lagringen ved at give signal til kontrolrummet, der herefter tændte for pumperne. - I dag åbner vi et nyt kapitel for Nordsøen. Et grønt kapitel, lød det fra kronprins Frederik. - Den danske undergrund rummer et stort potentiale for at lagre CO2, og det giver mig en stor glæde i dag at kunne vende trafikken i rørene og sende CO2 tilbage i den danske undergrund til gavn for klimaet, for Danmark, for Europa og vores planet. Han henviste til, at hans far, prins Henrik, for 50 år siden officielt åbnede for produktionen af olie og gas, der blev pumpet op fra undergrunden i Nordsøen. Processen er, at CO2 opfanges ved udledernes skorstene. Herefter gøres den til en flydende væske, der transporteres via rør eller skib til det tidligere oliefelt Nini West, der ligger 200 kilometer ude i Nordsøen. Cirka 1800 meter under havoverfladen er der et sandstensreservoir, hvor drivhusgassen ender. Det forhindrer, at CO2 ender i atmosfæren og bidrager til den globale opvarmning. Et konsortium af danske og internationale virksomheder står bag projektet, der kaldes "Project Greensand". Konsortiet arbejder for, at der fra 2025/2026 kan lagres op mod 1,5 millioner ton CO2 om året i den danske del af Nordsøen. I 2030 ventes det, at der potentielt kan lagres op mod otte millioner ton CO2 om året. Fangst og lagring af CO2 spiller en central rolle i SVM-regeringens mål om, at Danmark skal være klimaneutral i 2045. Det betyder, at der ikke udledes flere drivhusgasser, end der optages. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), der var med ved indvielsen onsdag, glæder sig over, at lagringen af CO2 nu er en realitet. - CO2-lagring i Danmark eksisterer ikke længere kun på papiret. Nu er processen en realitet, og det bringer os et godt skridt tættere på at nå klimamålene, siger han. En analyse fra tænketanken Kraka har beregnet, at fangst, transport og lagring af CO2 i undergrunden kan skabe mellem 9000 og 17.000 danske arbejdspladser. Tallet afhænger af, hvor stor en del af det europæiske marked for CO2-lagring Danmark sætter sig på. /ritzau/

Andre læser også

Norsk politi afslutter efterforskning i drabssag mod milliardær Tom Hagen har siden 2020 været sigtet for at have dræbt sin hustru. Ifølge NR... Læs mere
18 lande sender opråb til Hamas for at få gidsler hjem fra Gaza Danmark og USA er blandt de lande, som har statsborgere, der holdes fanget af Ha... Læs mere
Anklagere vil droppe sag om korruption mod spansk førstedame Korruptionsanklager mod Begona Gomez har fået Spaniens premierminister til at o... Læs mere
Domstol ophæver voldtægtsdom mod filmproducent Harvey Weinstein Retssag mod filmproducent Harvey Weinstein var en af de mest profilerede sager u... Læs mere