Landbrug

ons, 29 jan 2025

Regeringen overvurderede landmænds brug af klimavenligt foder

Som led i en ny ordning giver regeringen tilskud til et klimavenligt stof, som skal nedbringe mængden af metan, som køer udleder. (Arkivfoto).
Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix Som led i en ny ordning giver regeringen tilskud til et klimavenligt stof, som skal nedbringe mængden af metan, som køer udleder. (Arkivfoto).

En ny ordning, som giver landmænd tilskud til at købe mere klimavenligt foder tilsat Bovaer, er foreløbig kun blevet benyttet af 25 ud af i alt 1200 tilskudsberettigede landmænd.

Det svarer til to procent af dem, som kunne søge om tilskuddet.

Det viser dokumenter fra Fødevareministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart ifølge Zetland.

Ifølge dokumenterne forventede regeringen, at tilskudsordningen ville blive brugt til 33 procent af køerne i konventionelt landbrug. I stedet er den blot blevet brugt til 3 procent af køerne.

Der var frist for at søge om tilskuddet den 1. januar, hvor ordningen trådte i kraft.

Den gav konventionelle landmænd mulighed for at søge om tilskud til at bruge Bovaer, der er et stof, som tilsættes køernes foder og nedbringer deres udledning af drivhusgasser.

Forskere fra Aarhus Universitet har ifølge Zetland fundet ud af, at en lille mængde Bovaer i køers kost kan sænke mængden af metan fra hver enkelt ko med 27 procent.

Metan er en drivhusgas, der udledes af køer som en del af fordøjelsesprocessen.

Da Bovaer ifølge landbrugets egen forskningsvirksomhed, Seges Innovation, koster cirka 1100 kroner per ko om året, tilbød regeringen i februar sidste år en ny tilskudsordning, som skulle opfordre landmændene til at benytte sig af Bovaer.

Det skete med en landbrugsaftale mellem de fleste af Folketingets partier.

Her lød det, at man forventede, at hver tredje konventionelle ko ville få Bovaer i deres kost, fordi tilstrækkeligt med landmænd ville søge om tilskuddet.

Sideløbende med tilskudsordningen har landmænd kunne søge kompensation for opfyldelse af kravet fra landbrugsaftalen om metanreducerende foder.

Tal fra december viser, at der var søgt kompensation svarende til 92 procent af de støtteberettigede malkekøer.

Dermed havde stort set alle mælkeproducenter søgt kompensation til at gennemføre det nye krav, mens søgningen til den frivillige tilskudsordning var begrænset, skrev ministeriet i december.

Ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), har ikke ønsket at stille op til interview med Zetland.

Mandag den 13. januar demonstrerede landmænd, fiskere og vognmænd i Aalborg og Holstebro mod en række danske afgifter, som ifølge dem skaber unfair konkurrence i EU.

Tilskuddet til Bovaer var blandt de initiativer, som de demonstrerede imod.

Bovaer deler også vandene, fordi der ikke er tilstrækkeligt videnskabeligt belæg for, at kosttilskuddet ikke går på kompromis med køernes velfærd.

Det har Dyrenes Beskyttelse og Alternativet udtalt til Videnskab.dk.

Alternativet har derfor foreslået, at der kommer et mærkat på mælkekartonerne, så man kan undgå at købe mælk fra køer, som er blevet fodret med Bovaer.

I landbrugsaftalen står der, at nye tiltag som Bovaer ikke må gå ud over dyrevelfærden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danske Bank lander sit bedste resultat nogensinde I 2024 løftede Danske Bank sit overskud efter skat med knap 2,4 milliarder kron... Læs mere
Færinger ønsker mere selvstændighed i forældet rigsfællesskab Færøernes samhørighedsparti ønsker en modernisering af rigsfællesskabet med... Læs mere
Politikere efterlyser klar afklaring om rigsfællesskabets fremtid Der er brug for entydig klarhed om rigsfællesskabets fremtid, siger SF og Konse... Læs mere
Flertal aftaler brintrør til Tyskland ved brug af statsstøtte Brintrør er blevet udskudt, men nu vil politisk flertal yde statsstøtte og lem... Læs mere
Minister vil udfordre EU-lovgivning og skræmme ulve bort Mens Jeppe Bruus (S) arbejder for at ændre lovgivning i EU, vil han gÃ¥ til grÃ... Læs mere