Militær

Eurofightere på vej til Ankara: Erdogans pres betaler sig

Efter lang tids diplomatisk tovtrækkeri nærmer Tyskland sig en beslutning om eksport af Eurofighter Typhoon til Tyrkiet.

Peter Gronemann, CC BY 2.0 https://creativecommons.org/licenses/by/2.0, via Wikimedia Commons
Peter Gronemann, CC BY 2.0 https://creativecommons.org/licenses/by/2.0, via Wikimedia Commons
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 28. juni 2025

Turbulent vej mod Tyrkiet

Historien om Tyrkiets mulige køb af Eurofighter Typhoon-kampfly er alt andet end enkelt. Det er ikke blot en traditionel våbenhandel mellem producent og køber, men snarere et politisk minefelt, hvor økonomiske, strategiske og menneskeretlige hensyn støder sammen.

Eurofighter Typhoon er resultatet af et samarbejde mellem fire europæiske lande – Tyskland, Storbritannien, Italien og Spanien – der alle skal godkende eksport til tredjeparter.

I praksis betyder det, at enhver beslutning er genstand for omfattende forhandlinger og politisk afvejning.

Ankara har akut brug for kampfly

Baggrunden for Tyrkiets interesse er alvorlig. Efter Ankara i 2019 købte det russiske S-400 luftforsvarssystem, mistede landet adgang til det amerikanske F-35-program, og USA indførte restriktioner på salget af nye F-16-fly.

Dette har skabt et presserende behov for moderne kampfly i det tyrkiske luftvåben, hvor en langsom udvikling af det hjemlige TF-X (Kaan) fly betyder, at Tyrkiet akut mangler operativ kapacitet.

I dette vakuum er Eurofighter Typhoon blevet en attraktiv mulighed, da det kan leveres relativt hurtigt og er kompatibelt med NATOs systemer.

I marts 2025 tog Storbritannien initiativet med en officiel tilbud om 40 fly, hvilket satte gang i en kædereaktion blandt NATO-partnere og øgede presset på Tyskland.

Berlin vakler under NATO-pres

Indtil nu har Tyskland været den store stopklods for eksporten. Under Olaf Scholz’ regering har især De Grønne i koalitionen kraftigt opponeret mod at sælge våben til Tyrkiet med henvisning til landets brud på menneskerettighederne og politiske undertrykkelse.

Arrestationen af Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu blev fremhævet som en særlig alvorlig sag.

Men den interne modstand i Tyskland udfordres nu kraftigt af allierede lande, især Storbritannien og Spanien, der ser handlen som en strategisk nødvendighed og et signal om NATO-solidaritet.

Storbritannien, som efter Brexit søger nye strategiske alliancer, står fast på, at Tyrkiet skal støttes militært, mens Spanien har lignende synspunkter.

Erdogans diplomatiske triumf?

Den tyske regering ser ud til langsomt at bøje sig for presset, hvilket kan være en stor politisk og diplomatisk sejr for Erdogan.

Hvis eksporten godkendes, vil det markere et afgørende skift i tysk udenrigspolitik, hvor menneskerettighedshensyn traditionelt vægter tungt.

Den kommende afgørelse bliver ikke blot en test af Tysklands interne politik, men også af NATOs evne til at balancere strategiske behov med værdier og principper. Uanset resultatet står én ting klart: Erdogan har formået at rykke Tysklands røde linjer.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.