Militær

tir, 04 mar 2025

af Mikkel Preisler

Europæiske våbenproducenter stiger efter snak om oprustning

Svenske Saab producerer blandt andet militærfly. Mandag stiger Saab og en række andre europæiske forsvarsproducenter på børsen. (Arkivfoto).
Idrees Mohammed/Ritzau Scanpix Svenske Saab producerer blandt andet militærfly. Mandag stiger Saab og en række andre europæiske forsvarsproducenter på børsen. (Arkivfoto).

Flere europæiske våbenproducenter står til pæne kursstigninger mandag morgen efter en weekend, hvor europæisk oprustning har været i fokus.

Den tyske våbenproducent Rheinmetall stiger omkring klokken 11.00 med over otte procent, mens svenske Saab stiger omkring ti procent.

Søndag mødtes en række europæiske statsledere og topfolk fra EU-Kommissionen og Nato i London til et krisemøde om Ukraine.

Efter mødet sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at der er et presserende behov for genoprustning i Europa. Hun varslede samtidig, at EU-Kommissionen snart vil komme med et forslag til en plan på området.

Også det franske selskab Dassault Aviation, som blandt andet producerer militærfly, stiger markant mandag. Selskabet stiger klokken 11.00 med 14 procent.

Udviklingen kan knyttes til, at USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fredag mødtes i Det Hvide Hus.

Men det, der skulle have resulteret i en underskrevet mineralaftale, endte i stedet i et mundhuggeri mellem de to præsidenter for rullende kameraer.

Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance beskyldte Zelenskyj for ikke at være taknemmelig nok for USA's støtte til Ukraine og besøget sluttede før tid uden en underskrevet aftale.

Efterfølgende sagde Trump, at Zelenskyj kan komme tilbage, "når han er klar til fred".

Kursstigningerne hos de europæiske forsvarsselskaber er ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen en direkte udløber af skænderiet.

- Det har helt sikkert været en øjenåbner for investorerne, i forhold til at vi i Europa kommer til at stå mere på egne ben, og at vi skal bruge betydeligt flere penge på at sikre vores eget europæiske demokrati, end vi har forventet tidligere, siger han.

I USA nyder flere våbenproducenter ikke godt af de samme kursstigninger, som ses i Europa. Eksempelvis ligger Lockheed Martin nogenlunde fladt mandag.

Det hænger ifølge Jacob Pedersen sammen med, at det er de europæiske selskaber, som kommer til at nyde godt af øget aktivitet på hjemmemarkedet.

- Det smitter ikke i nær samme grad af i USA, hvor man bruger og har brugt væsentligt flere penge på militær, siger han.

En opgørelse fra investeringsplatformen Nordnet viser også, at det den seneste tid er blevet langt mere populært blandt danske privatinvestorer at investere i våbenindustrien.

I februar var henholdsvist Saab og Rheinmetall således blandt de fire mest købte aktier hos Nordnet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere