Miljø

ons, 22 maj 2024

Minister lover flere tiltag for at redde havmiljøet

Allerede i 2020 var grønne alger tegn på iltsvind i vandet i Limfjorden. Det danske havmiljø er fortsat under pres. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix Allerede i 2020 var grønne alger tegn på iltsvind i vandet i Limfjorden. Det danske havmiljø er fortsat under pres. (Arkivfoto).

Redskaberne i den nuværende landbrugsaftale er alene ikke nok for at forbedre det danske havmiljø.

Det siger miljøministeren, Magnus Heunicke (S), på et samråd onsdag indkaldt af miljøordfører Søren Egge Rasmussen (EL).

- Der er mange forskellige virkemidler, som jeg ser frem til at drøfte med partierne. Men jeg vil afvente med at vurdere de enkelte virkemidler, indtil vi har et billede af det samlede indsatsbehov, sagde han.

- Men jeg vil godt sige, at det er helt umuligt at forestille sig, at man kan fortsætte med kun de nuværende virkemidler.

Partierne skal derfor genbesøge aftalen fra 2021. Men det bliver først efter, at en række forskere har lavet beregninger på, hvilke indsatser der er behov for.

Men Søren Egge Rasmussen så gerne, at handling kom før tal, siger han til Ritzau.

- Det er meget skuffende, hvis ikke vi kommer i gang med at vedtage kvælstofreduktioner inden sommerferien. Man kan ikke hele tiden bare vente på, at man får nye tal, for det er en kæmpe opgave, vi skal løse.

Og det kræver, at der kommer nogle konkrete tiltag på bordet, siger politisk ordfører Signe Munk (SF), der også deltog på samrådet onsdag.

Det tæller blandt andet "håndfaste krav til landbruget".

- Landbrugets gylle og gødning er hovedleverandør til problemerne i de danske fjorde. Vi kan se, at frivillige aftaler og gode intentioner har spillet fallit, siger hun.

Den nuværende landbrugsaftale har et mål om, at udledningen af kvælstof reduceres med 10.800 ton i 2027.

Skal Danmark leve op til EU's krav om godt vandmiljø, skal udledningen reduceres med 13.100 ton, skriver DR.

Tilstanden i de danske have har særligt fået opmærksomhed, efter at DR kom med en afsløring af Miljøministeriet.

Miljøministeriet skulle ulovligt have ladet erhvervshensyn vægte højere end miljøhensyn. Det skulle være sket ved tilladelser til udledning af miljøskadelige stoffer i havområder fra blandt andet pesticidfabrikken Cheminova.

Det er i strid med EU's vandrammedirektiv. Det siger, at man ikke må fortsætte med at forurene vandområder, der allerede har overskredet grænseværdier for forurening.

Derudover blev det værste iltsvind i de indre danske farvande i 20 år rapporteret i september sidste år.

Det har ført til en akutpakke for at hjælpe havmiljøet på 405 millioner kroner over fire år. Af dem vil 71 millioner kroner blive brugt til at opkøbe anlæg og arealer, der reducerer mængden af kvælstof i Vejle Fjord og Limfjorden i år.

- I mine øjne er der tale om årtiers svigt, hvor skiftende regeringer og skiftende flertal og ingen partier i Folketinget kan sige sig fri for at have medansvaret for den situation, som vores fjorde er i, sagde ministeren onsdag.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere