Økonomi

man, 13 mar 2023

Nationalbanken ser ikke amerikansk krak sprede sig til Danmark

A customer lines up outside of the Silicon Valley Bank headquarters in Santa Clara (Brittany Hosea-Small/Reuters)

De mekanismer, der har sendt den kriseramte Silicon Valley Bank til tælling, er ikke umiddelbart en trussel for finanssektoren i Danmark.

Det vurderer Nationalbanken ifølge FinansWatch. - Vi vurderer ikke, at der er tegn på, at Silicon Valley Banks konkurs eller de forhold, der ledte til den, udfordrer den finansielle stabilitet i Danmark, skriver Nationalbanken i en mail til mediet. - Men vi følger naturligvis situationen tæt. Fredag i sidste uge blev den amerikanske bank beordret lukket af myndighederne i Californien, hvor den hører til. Baggrunden for bankens problemer var, at en stor del af dens kunder ville have deres penge udbetalt. Det tvang banken til at sælge ud af obligationer for at skaffe kapital til at imødekomme kundernes ønske. Det kostede Silicon Valley Bank et markant tab. Banken lukkede fredag, men er mandag åbnet under føderal kontrol. Det kaldes for det mest markante bankkrak siden finanskrisen i 2008. Ifølge FinansWatch har Silicon Valley Bank en størrelse, der cirka svarer til Danske Bank herhjemme. Det er den 16. største bank i USA. Nationalbanken forklarer, at kravene til finanssektoren blev skærpet efter finanskrisen for omkring 15 år siden. De skærpede krav til danske banker er med til at skærme dem for de risici, som endte med at koste den amerikanske bank livet, lyder det. De danske banker har dog ikke helt kunnet skærme sig for rystelserne på aktiemarkedet mandag. Både Danske Bank og Jyske Bank endte som de store tabere i det danske eliteindeks C25. Bankerne tabte henholdsvis 6,9 og 5,9 procent i værdi. /ritzau/

Andre læser også

Ulovlig reklame på Børsen blev krævet nedtaget dagen inden brand En Airtox-reklame på facaden af stilladset om Børsen var ulovlig ophængt. Læs mere
Nykredit opjusterer og hæver indlånsrenten for bankkunder Fra mandag kan alle privatkunder i Nykredit Bank få en indlånsrente på mindst... Læs mere
Polsk mand mistænkt for at bidrage til attentatplan mod Zelenskyj Mand er blevet anholdt for at hjælpe russiske efterretningstjenester i plan om ... Læs mere
Ny ældrereform vil øge ældres selvbestemmelse og tillid til personale Efter langstrakt forhandlingsforløb har regeringen landet en ældrereform, der ... Læs mere