Annonce

Annonce

Novo-konkurrent følger trop og sænker insulinpriser i USA

FILE PHOTO: Sanofi full-year results
FILE PHOTO: Sanofi full-year results (Benoit Tessier/Reuters)

Novo Nordisk-konkurrenten Sanofi sænker listepriserne på insulin i USA med op til 78 procent.

Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Den 1. marts meldte den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly ud, at selskabet ville sænke priserne på insulin med 70 procent.

Tirsdag fulgte Novo Nordisk efter. Her meldte det danske selskab ud, at det ville sænke prisen på flere insulinprodukter mellem 65 og 75 procent.

De tre medicinalselskaber sidder på 90 procent af insulinmarkedet i USA, skriver NBC News.

Sanofis prisreduktioner kommer blandt andet til at ramme selskabets mest populære insulinprodukt, Lantus.

Her vil den franske medicinalgigant sætte et loft over den pris, som forbrugeren skal betale af egen lomme på det, der svarer til knap 250 kroner per måned. Det gælder for folk med en privat sundhedsforsikring.

Derudover vil den franske medicinalgigant også sænke listeprisen på Lantus og det hurtigtvirkende insulinprodukt Apidra med henholdsvis 78 og 70 procent, skriver ABC News.

Tidligere torsdag kom den demokratiske leder af Senatet, Chuck Schumer, med en kraftig opfordring til Sanofi om at følge i konkurrenternes fodspor og sænke priserne.

– Jeg opfordrer den tredje store insulinproducent, Sanofi, til at stoppe deres praksis med at holde insulinpriserne på skyhøje niveauer, så amerikanerne har råd til at betale for diabetesbehandling uden at blive ruineret, sagde han ifølge Reuters.

I januar lagde den amerikanske delstat Californien sag an mod de tre medicinalselskaber for at tage for høje priser for insulin.

Selskaberne beskyldes for at øge omkostningerne på insulin i strid med delstatens konkurrencelovgivning.

Delstaten hævder, at en rapport fra 2021 har vist, at prisen på insulin er ti gange højere i USA end andre steder.

Novo Nordisk oplyste til Ritzau i januar, at selskabet ikke vil kommentere sagen.

I USA betyder det komplicerede sundhedssystem, at rabataftaler og andet gør det svært at gennemskue, hvad en lavere listepris konkret kommer til at indebære.

Da Eli Lilly skar i sine listepriser, forklarede Sydbanks analytiker af medicinalindustrien, Søren Løntoft, at en lavere listepris nogle gange kan blive udlignet af, at der i forvejen er givet en tilsvarende eller større rabat.

/ritzau/

Annonce

Annonce

Annonce