Pressemeddelelse

man, 20 feb 2023

Ny gyllegaspakke skal bekæmpe livsfarlige arbejdsulykker

Ny gyllegaspakke skal bekæmpe livsfarlige arbejdsulykker

Pressemeddelelse

20.2.2023 08:55:00 CET | Topdanmark A/S

Håndtering af gylle er blandt de farligste opgaver i landbruget, og tre store spillere går derfor sammen i en ny alliance og lancerer et tiltag, der skal bekæmpe de livsfarlige situationer hos danske landmænd. Få også en checkliste med ni indsatser til at undgå ulykker med gyllegas.

Tre store aktører inden for landbruget går nu sammen og intensiverer kampen mod en udfordring, der hvert år koster menneskeliv, nemlig ulykker og arbejdsskader som direkte følge af giftige gyllegasser.

SEGES Innovation, rådgivningsvirksomheden Byggeri & Teknik og forsikringsselskabet Topdanmark har skabt en ny sikkerhedspakke med navnet "Better safe than slurry", som er skræddersyet til at hjælpe landmænd og ansatte, der håndterer gylle.

Pakken er sammensat med afsæt i flere års erfaringer og skadesstatik, og den består blandt andet af udstyr som beredskabsmasker, forebyggende svovlbrintemålere, en kemisk risikovurdering samt professionel rådgivning om indretning af arbejdsstedet.

”Trods indsatser gennem flere år afslører vores skadesstatistik desværre, at der fortsat sker for mange arbejdsulykker forårsaget af gyllegasser. De har ofte store menneskelige konsekvenser, desværre også enkelte med dødelig udgang. Håndtering af gylle er blandt de farligste opgaver i landbruget, og risikoen opstår, hvis man indånder den svovlbrinte, som gyllen frigiver, når den sættes i bevægelse,” siger Preben Rasmussen, landsbrugschef i Topdanmark.

”Derfor er vi nu tre store spillere gået sammen om en ny fælles indsats, da der er behov for at gøre noget. Vi har skabt en pakke, der både nedsætter risikoen for forgiftning, hvis ulykken sker, og der udledes gas, men som i endnu højere grad også består af tiltag, der skal forebygge og sikre, at de livsfarlige situationer helst helt undgås. Pakken er en lille investering for at redde et menneskeliv,” siger han.

Ganske få åndedræt til, før man mister bevidstheden

Svovlbrinte fra gylle er en giftig gas, der mindsker blodets evne til at transportere ilten, og ved højere koncentrationer skal der kun ganske få åndedræt til, før man mister bevidstheden. Hvis man indånder større koncentrationer af svovlbrinte, lammes luftvejene, og døden kan indtræffe kort efter.

Problemerne opstår typisk, når man forstyrrer stillestående gylle ved fx at røre, skovle eller pumpe. Der ligger nemlig typisk et flydelag oven på gyllen, og når det bliver brudt, så frigives den giftige gas.

”Man skal være ekstremt påpasselig, når man arbejder i nærheden af gylle, det gælder både når man arbejder i stalde, men også udenfor ved gyllekørsel og gylletanke. Ved lave koncentrationer lugter svovlbrinte som rådne æg, men når gassen kommer op i sundhedsskadelige koncentrationer, kan man typisk ikke længere lugte det, fordi det lammer lugtesansen,” siger Helle Birk Domino, arbejdsmiljøchef i SEGES Innovation.

”Vi oplever, at det kommer bag på mange landmænd, at gyllearbejde er så risikofyldt, som det er. Der er mange landmænd derude, som har arbejdet med gylle i årevis, hvor der ikke er sket nogen ulykker,” siger hun.

Arbejdsgiver har et ansvar

Som arbejdsgiver er man ansvarlig for sine medarbejdere og det arbejdsmiljø, de arbejder i samt arbejdets tilrettelæggelse. Det er dermed arbejdsgiverens ansvar at instruere sine medarbejdere i, hvordan man arbejder med og omgås gylle.

”Man kan gøre meget for at undgå de farlige situationer med den nye sikkerhedspakke, men det er fortsat vigtigt, at alle ansatte ved, hvordan man håndterer gylle og er opmærksomme på risici,” siger Preben Rasmussen.

Fakta: Ny sikkerhedspakke bekæmper forgiftning af gyllegas

Sikkerhedspakken, som bestilles ved Byggeri & Teknik, vil koste 6.395 kroner eksklusiv moms, og den indeholder:

  • Afhjælpende: Beredskabsmaske/nødmaske
  • Forebyggende: Svovlbrintemåler
  • Instruerende: Kemisk risikovurdering (CRiskA)
  • Rådgivning: Online eller fysisk møde, hvor den kemiske risikovurdering i forhold til gyllehåndtering drøftes og udarbejdes

Hvis man køber pakken, tilbyder Topdanmark 10 procent på arbejdsskadeforsikring. Har kunden allerede selv indkøbt og opsat tingene i pakken, kan kunden også opnå rabatten på sin arbejdsskadeforsikring hos Topdanmark, hvis mødet om risikovurderingen og indretning af arbejdsstedet afholdes.

Checkliste: 9 indsatser til at undgå ulykker med gyllegas

  • Bær en svovlbrinte (H2S)-alarm, når du arbejder med gylle
  • Lad professionelle fagfolk med særligt sikkerhedsudstyr tage sig af reparationsarbejde
  • Brug altid luftforsynet åndedrætsværn og sikkerhedssele med taljetræk, hvis du selv skal ned i gylleanlægget eller gylletanken
  • Sørg for, at gyllepumper, gylleomrørere, spjæld og ventiler er sikre at betjene
  • Vær opmærksom på, hvor dine medarbejdere befinder sig, når du sætter gylle i bevægelse
  • Sæt hegn og overdækning op ved gylletank og fortank
  • Opsæt lovpligtige advarselsskilte ved gylleanlæg, gylletanke og gyllevogne
  • Sørg for, at alle på ejendommen kender til faren ved gyllegas. En kemisk risikovurdering for håndtering af gylle er lovpligtigt og en god måde at skabe enighed om sikre arbejdsprocedurer
  • Informer alle om, hvad de skal gøre, hvis faren alligevel opstår. En beredskabsplan sikrer eksempelvis, at alle kender proceduren hvis faren opstår, og at man derfor kan minimere skaden

Andre læser også

Meta leverer stort overskud - alligevel falder aktie Forventninger til igangværende kvartal får aktie til at dykke trods flot resul... Læs mere
Rusland nedlægger veto mod resolution mod våbenkapløb i rummet Det er en spøg af en resolution, lyder det fra den russiske FN-ambassadør om U... Læs mere
Senatsudvalg med Sanders i spidsen undersøger Novos priser i USA I brev til Novo-topchef kalder Bernie Sanders priser på Novo-midler for "skanda... Læs mere
Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft Lægemiddel kan ifølge Kræftens Bekæmpelse forlænge HER2-lav-brystkræftpati... Læs mere
SF smides ud af tilspidsede forhandlinger om handicapaftale Nedskæringer og øget magtanvendelse blev grænsen for SF i handicapforhandling... Læs mere