Annonce

Annonce

Annonce

Ny institutleder til matematikerne

Ny institutleder til matematikerne
Ny institutleder til matematikerne

Pressemeddelelse

6.7.2023 10:30:00 CEST | Københavns Universitet – Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet

Professor og sektionsleder Mogens Steffensen er fra 1. september 2023 ny institutleder på Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet. Han vil arbejde for instituttets forskningsfaglige fællesskab og for, at instituttets forskningsviden bliver brugt aktivt til gavn for samfundet.

Mogens Steffensen overtager med egne ord et veldrevet institut med meget høj faglighed. Derfor er der også mulighed for, at instituttets forskningsviden kan komme både samfundet og private aktører til endnu større gavn. Det store mål for den nye institutleder er derfor, at endnu flere af instituttets forskere får deres viden til at leve uden for instituttet. For Mogens Steffensen er det en gevinst for alle parter, når forskningen møder virkeligheden.

”Samfundet har en række forventninger om, at vi som forskningsinstitution er med til at skabe forandringer. Samtidig mener jeg, at det skaber både trivsel og arbejdsglæde, når man som forsker kan se, at man kan gøre en forskel for samfundet. At man oplever, at man gør en forskel for andre end sig selv – og det uanset om man er ph.d.-studerende eller professor,” siger Mogens Steffensen og tilføjer, at han er klar over, at ikke alle forskere ser sig selv i helt så udadvendt en rolle. Og det er helt i orden:

”For mig er det vigtigt, at vi som et samlet institut sørger for, at vi har kolleger, som har lyst til og mod på at arbejde udadvendt mod samfundet og nære samarbejdspartnere. Men det er også vigtigt, at vi har respekt for, at andre kolleger ikke ser sig selv i den rolle, men skaber værdi for instituttet på andre måder. En del af min vision og opgave er derfor at favne alle instituttets fagligheder og forskere. Jeg ser os som en enhed. Vi leverer alle til instituttet, og ingen kan klare sig uden de andre,” siger Mogens Steffensen.

Engageret forsker og leder

Mogens Steffensen er uddannet i forsikringsmatematik fra netop Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet. Det var også her han tog en ph.d. i forsikringsmatematik og fortsatte den akademiske karriere, først som adjunkt og lektor og fra 2008 professor MSO i livsforsikringsmatematik. I 2012 blev han udpeget til professor i livsforsikringsmatematik, og han har desuden siden 2009 været sektionsleder for instituttets sektion Forsikring og Økonomi.

Ved siden af den akademiske løbebane har Mogens Steffensen været aktiv i udviklingen af instituttets uddannelser og har brugt sin viden i et aktivt samarbejde med omverdenen, blandt andet i forskningsprojekter med private aktører og som bestyrelsesmedlem og formand for revisionsudvalget i PFA Pension.

Dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Katrine Krogh Andersen, ser frem til det kommende samarbejde med Mogens Steffensen.

”Mogens Steffensen er en førende kapacitet på sit område og samtidig dybt engageret i samarbejde med omverdenen. Som professor og sektionsleder er Mogens en erfaren leder, der nyder stor anerkendelse på instituttet og har blik for at sikre de bedst mulige rammer for forskning og uddannelse samtidig med, at han rækker ud til omverdenen for at samarbejde og dele viden. Det er en rigtig god kombination for instituttet og for Københavns Universitet, og jeg glæder mig derfor til at få Mogens Steffensen ind i ledelsen på SCIENCE,” siger Katrine Krogh Andersen.

Mogens Steffensen afløser Michael Sørensen, som har stået i spidsen for Institut for Matematiske Fag i syv år. Han vender nu tilbage til en stilling som professor ved instituttet.

Annonce

Annonce

Annonce

})