Nyheder

SAS beder konkursdomstol om lov til at jage investeringer

Det skandinaviske flyselskab SAS vil officielt bede en amerikansk konkursdomstol om at godkende dets plan for at begynde at rejse egenkapital ved at finde nye investorer.

SAS beder konkursdomstol om lov til at jage investeringer
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 6. april 2023

Det skandinaviske flyselskab SAS vil officielt bede en amerikansk konkursdomstol om at godkende dets plan for at begynde at rejse egenkapital ved at finde nye investorer.

Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse natten til torsdag.

– Potentielle investorer kan afgive bud på at indtage en ledende position eller parres med andre investorer for at erhverve kapitalinteresser i det omstrukturerede SAS, skriver flyselskabet.

SAS har tidligere oplyst, at det søger at rejse i alt 9,5 milliarder svenske kroner. Det svarer til cirka 6,25 milliarder danske kroner.

Godkendelsen af planen er en del af SAS’ redningsplan, SAS Forward.

I den forbindelse vil selskabet torsdag gå til Konkursdomstolen i New Yorks Sydlige Distrikt for at opnå godkendelse af den procedure, der skal styre kapitaliseringen af SAS.

Sidste år blev flyselskabet ramt af adskillige kriser.

Blandt andet strejkede piloterne i juli. Strejken varede 15 dage, og den bidrog til, at SAS tabte 1,3 milliarder kroner fra maj til juli.

Imens søgte selskabet konkursbeskyttelse i USA i en såkaldt chapter 11-proces. Den gør, at en amerikansk domstol kan styre forhandlingerne mellem SAS og dets kreditorer.

Konkursbeskyttelsen tvinger desuden flyselskabet til at offentliggøre sine finansielle tal månedligt.

I september godkendte en amerikansk domstol et kriselån til SAS på 700 millioner dollar. Det svarer til knap 4,9 milliarder kroner.

I slutningen af marts kom det frem, at flyselskabet har tabt 2,4 milliarder kroner i løbet af fire måneder. Det tabte 600 millioner kroner i februar, mens underskuddet lød på 800 millioner kroner i januar.

/ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.