Politik

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Amerikansk konsulat henvender sig til grønlandske partier under valgkamp

Tirsdag afholdes valg til Grønlands parlament, Inatsisartut. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Tirsdag afholdes valg til Grønlands parlament, Inatsisartut. (Arkivfoto).

Det amerikanske konsulat i Nuuk henvendte sig til samtlige partier i Grønland og inviterede dem til møde få uger inden valget.

Det skriver Politiken, der har set invitationerne fra konsulatet.

Af henvendelsen fremgår det ifølge avisen, at det amerikanske konsulat vil høre om de grønlandske partiers "prioriteter for den næste regering, herunder forholdet til USA".

- Vi vil med glæde være vært for jer på konsulatet eller komme til jeres kontor. Vi rækker ud til alle de politiske partier for at give beslutningstagere i Washington en mere detaljeret forståelse af Grønlands politiske landskab, lyder det i invitationen fra konsulatet ifølge Politiken.

Invitationen blev sendt ud 21. februar og er skrevet på både grønlandsk, dansk og engelsk.

Både Jens-Frederik Nielsen, formand for partiet Demokraatit, og Aqqalu C. Jerimiassen, formand for partiet Atassut, ser henvendelsen som et forsøg fra USA på at påvirke det grønlandske valg, skriver Politiken.

Valget til Grønlands parlament, Inatsisartut, finder sted tirsdag 11. marts.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har siden december flere gange udtrykt et ønske om at få Grønland på amerikanske hænder.

Det ønske blev gentaget i sidste uge, da Trump holdt sin første tale i Kongressen. Her sagde præsidenten, at USA har brug for øen af hensyn til den nationale og internationale sikkerhed.

- Jeg tror, at vi kommer til at få det (Grønland, red.). På den ene eller den anden måde kommer vi til at få det, sagde Trump i talen.

Senest har Trump meddelt, at USA er klar til at investere milliarder af dollar i Grønland og gøre grønlænderne rige. Det skrev han på sit sociale medie, Truth Social, natten til mandag.

Samme dag sagde Grønlands regeringschef, Múte B. Egede, i et interview med DR, at den amerikanske præsident ikke har behandlet grønlænderne med den respekt, som befolkningen fortjener.

- De ting, som foregår i verden lige nu, bekymrer mig rimeligt meget. At ser er en verdensorden, der vakler på mange fronter, og måske en præsident i USA, der er meget utilregnelig på den måde, som gør, at folk bliver utrygge, sagde han til DR.

Samtidig understregede Múte B. Egede endnu en gang, at Grønland tilhører grønlænderne.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere