Politik

fre, 12 apr 2024

Argentinas præsident kommer til Danmark og møder statsminister

Torsdag var Javier Milei i Florida i USA, hvor han holdt et oplæg på et universitet.
Zak Bennett/Ritzau Scanpix Torsdag var Javier Milei i Florida i USA, hvor han holdt et oplæg på et universitet.

Argentinas præsident, Javier Milei, ankommer til København søndag, hvorefter han skal mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) mandag.

Det blev annonceret onsdag på et pressemøde af en talsmand for den argentinske regering, skriver Information.

Statsministeriet bekræfter fredag eftermiddag, at man tager imod det første officielle besøg fra en argentinsk præsident.

- Jeg ser frem til at byde den argentinske præsident velkommen til Danmark. Vi lever i en tid med store globale udfordringer, og vi har brug for gode partnerskaber på tværs af kontinenter, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Partnerskabet handler ikke blot om ord, men også om konkret handling, understreger hun.

Danmark har underskrevet en hensigtserklæring med Argentina om salg af danske F-16-kampfly.

Den endelige kontrakt vil blive underskrevet på tirsdag, hvor Javier Milei skal mødes med forsvarsminister Troels Lund Poulsen på Flyvestation Skrydstrup, oplyser Forsvarsministeriet.

- Jeg er glad for, at Argentina nu træder ind i F-16-fællesskabet. Det understreger det gode samarbejde mellem vores to lande, som styrkes yderligere med præsidentens besøg, udtaler Mette Frederiksen.

Dagsordenen for mødet er at styrke den bilaterale relation mellem Danmark og Argentina. Desuden skal de globale sikkerhedspolitiske spændinger vendes såsom støtten til Ukraine og situationen i Mellemøsten.

Besøget kommer, efter at forsvarsminister Troels Lund Poulsen besøgte Argentina for at underskrive hensigtserklæringen om at sælge 24 gamle F-16-fly til Argentina for omkring 2,1 milliarder kroner.

Det er den aftale, der tirsdag bliver gjort endegyldig.

Ifølge Information skriver argentinske medier, at Javier Milei har været igennem "en særlig lægeundersøgelse", så han kan deltage i en prøveflyvning af et F-16.

Det er USA, der har givet tilladelse til, at Danmark kan sælge de amerikanskproducerede fly. USA har været med under salgsprocessen.

Javier Milei, der beskriver sig selv som anarkokapitalist, blev taget i ed sidste år og har siden indledt en række omfattende tiltag for at tøjle landets økonomi.

Adskillige ministerier er blevet nedlagt, den argentinske peso er blevet devalueret til det halve, og statsstøtten til transport og benzin er blevet skåret.

Javier Milei kom ind i argentinsk politik som en outsider, men han vandt en klar sejr i landets præsidentvalg efter at have ført valgkamp på løfter om at rette op på økonomien, som er præget af høj statsgæld, omfattende tryk af pengesedler, inflation og underskud på statsbudgettet.

Den argentinske præsident er fredag i USA, hvor han besøger en Tesla-fabrik og tech-milliardæren Elon Musk, der er Teslas administrerende direktør.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere