Politik

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Danmark er klar til at bidrage til mulig fredsbevarende styrke i Ukraine

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn. (Arkivfoto).

Danmark er klar til at deltage i en koalition af lande, som vil sende europæiske styrker til Ukraine for at opretholde freden, hvis det bliver en del af en mulig våbenhvile eller fredsaftale.

Det har Det Udenrigspolitiske Nævn givet opbakning til mandag.

Det meddeler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde, hvor der var fuld opbakning.

- Danmark bidrager selvfølgelig i den fase, hvor der er en våbenhvile eller egentlig fredsaftale, og der er brug for - som en del af nogle sikkerhedsgarantier - europæiske militære kapaciteter til stede i Ukraine, siger Løkke.

Storbritannien og Frankrig har tidligere markeret, at de er åbne for at sende europæiske styrker til Ukraine, hvis det skulle blive en del af en våbenhvile, som Ukraine bakker op om.

Rusland gik for tre år siden fuldtonet ind i Ukraine efter at have annekteret Krim-halvøen i 2014.

Konkret har Danmarks regering mandag rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, som har givet tilsagn til, at Danmark kan stille soldater til rådighed til en eventuel mission.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kalder opbakningen fra resten af Folketinget for rettidig omhu.

- Det har været en rådføring med udenrigspolitisk nævn. Vi har ikke truffet beslutning om en konkret indsats, det må bero på, hvordan tingene udvikler sig, siger han.

Danmark har udsendt soldater til Letland og har svært ved at stille en brigade, som forsvarsalliancen Nato ønsker. Det er blevet udskudt flere gange, senest til 2028.

Derfor er spørgsmålet, om Danmark overhovedet er i stand til at bidrage med soldater i Ukraine.

- Alle kan se, at det er ikke Danmark alene, der kan stille den styrke, der skal til for at sikre, at en eventuel fredsaftale kan overholdes. Det vil kræve en større koalition.

- Det er ikke desto mindre vigtigt, at det er Danmark principielt parat til at deltage i, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ukraine og Europa har følt sig kørt ud på et sidespor i forhandlingerne om fred, fordi USA egenhændigt har indledt forhandlingerne med Rusland.

Der er endnu ingen reelle planer om fred på bordet, og derfor er meget endnu oppe i luften.

Det er uvist, om det skal ske i samarbejde mellem Nato-landene, og det er endnu for tidligt at diskutere konkrete militære bidrag, og om det vil ske på bekostning af Danmarks indsats i Letland ifølge forsvarsministeren.

- Når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt, at vi ikke glemmer de baltiske lande og vores bidrag, som vi yder i Letland, så det må også ses i den sammenhæng, siger Troels Lund Poulsen.

Det er dog uvist, om Rusland i sidste ende vil gå med til europæiske styrker i Ukraine. Hidtil har præsident Vladimir Putin kraftigt afvist det.

- Det er helt uklart, om der er nogen reel forhandlingsvilje hos Putin. Det skal testes. Det er det, der er baggrunden for det her fransk-britiske initiativ, som Danmark også understøtter, siger Løkke.

Et dansk bidrag afhænger af, at USA er klar til at støtte de udsendte, lyder det.

USA vil ikke bidrage til en eventuel styrke i Ukraine, og den vil ifølge amerikanerne heller ikke vil være beskyttet af Natos artikel fem, som siger, at et angreb på ét Nato-land er et angreb på alle.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere