Politik

ons, 04 sep 2024

Dragsted kalder Rosenkrantz-Theils borgmesterdrøm for modig

Pelle Dragsted (EL) håber på, at Enhedslisten får overborgmesterposten i København i fremtiden. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Pelle Dragsted (EL) håber på, at Enhedslisten får overborgmesterposten i København i fremtiden. (Arkivfoto).

I sidste uge bekendtgjorde tidligere social-, bolig- og ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) et ønske om at blive overborgmester i Københavns Kommune.

En beslutning som Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kalder for "modig".

- Det er friskt og modigt at stille sig til rådighed som overborgmesterkandidat i en by, hvor Enhedslisten står så stærkt, som vi gør i København, siger han.

Ved det seneste kommunalvalg i 2021 blev Enhedslisten det største parti i Københavns Kommune med knap 25 procent af stemmerne.

Alligevel var det Sophie Hæstorp Andersen (S), der blev valgt som overborgmester i kommunen.

Hun trak sig dog fra posten i forbindelse med sidste uges ministerrokade, hvor hun blev udnævnt som ny social- og boligminister. Nu håber Pernille Rosenkrantz-Theil på at kunne overtage posten.

I 13 år har Pernille Rosenkrantz-Theil siddet i Folketinget for Socialdemokratiet, men inden det var hun medlem af Enhedslisten.

- Det er mange år siden, at Pernille Rosenkrantz-Theil var medlem af Enhedslisten, og der er løbet lidt vand gennem åen siden dengang, hun var der, siger Pelle Dragsted.

Han mener blandt andet, at den tidligere minister har været en del af en socialdemokratisk højredrejning på udlændingepolitikken og en "nølende" grøn politik.

- Og sådan set også i sine sidste år som minister. Boligpolitikken er ekstremt vigtig for København, og den er stukket helt af. Og det er jo ikke sådan, at Pernille Rosenkrantz-Theil har været hjælpsom i forhold til at få skabt flere billige boliger i København, siger han.

- Så jeg tror ikke, at hun skal pynte sig med lånte fjer, fordi hun var medlem af Enhedslisten for mange år siden.

Pelle Dragsted håber på, at Enhedslisten kan sikre sig overborgmesterposten i København i fremtiden.

- Fra mit udgangspunkt går Enhedslisten altid efter størst mulig indflydelse, og det gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om politiske poster, siger han.

- Men det forudsætter, at man kan få et flertal bag sig, og at man opbygger tillid, så et sådant flertal tror på, at man kan tage ansvar for København på en god og fornuftig måde.

Pernille Rosenkrantz-Theil er endnu ikke blevet valgt som Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmesterposten.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Eksperter vil tilføje hjertesvigt til Wegovys indlægsseddel Ekspertpanel under EU's lægemiddelagentur anbefaler, at man udvider indlægssed... Læs mere
Bavarian Nordic får mpox-vaccine godkendt til unge mennesker Børn og unge mellem 12 og 17 år vil kunne få mpox-vaccine fra dansk selskab e... Læs mere
Forsikringsgiganten Tryg udvider brug af kunstig intelligens AI-assistenten "Felix" kommer fremover med forslag til, hvad din kunderådgiver ... Læs mere
Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier En sammenslutning af erhvervsmedier peger på Novo-chef som en leder, der har gj... Læs mere
Danmark skal være et eldorado for lystfiskere Lystfiskeri er en dansk folkesport. Men potentialet er endnu større ifølge et ... Læs mere