Politik

man, 17 feb 2025

af Mikkel Preisler

Erhvervsminister tager til USA for at råbe op mod Trumps toldtrusler

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) besøger i disse dage Texas og Washington D.C. i USA. Texas spiller en central rolle, da mere end 80 danske virksomheder inden for blandt andet energisektoren og den maritime sektor opererer i delstaten. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Erhvervsminister Morten Bødskov (S) besøger i disse dage Texas og Washington D.C. i USA. Texas spiller en central rolle, da mere end 80 danske virksomheder inden for blandt andet energisektoren og den maritime sektor opererer i delstaten. (Arkivfoto).

Den amerikanske præsident Donald Trumps udmeldinger om højere told har fyldt meget i de danske avisspalter den seneste tid.

Og der er ingen tvivl om, at det vil være et hårdt slag for dansk eksport, hvis det går den vej, mener Danmarks erhvervsminister, Morten Bødskov (S).

Derfor befinder han sig i de kommende dage i USA, hvor han skal besøge danske virksomheder og drøfte handelspolitik med medlemmer af den amerikanske kongres.

- Der er min opgave at få forklaret, at når vi hører udmeldinger om højere toldsatser og flere handelsændringer, er det på ingen måde godt, siger han.

Målet med turen er derfor meget enkelt, forklarer Bødskov.

- Vi skal ikke svække vores samarbejde. Vi skal styrke det. Vi skal forstærke båndene mellem Danmark og USA. Der er tusindvis af danske arbejdspladser, som er afhængige af eksport til USA.

- Toldsatser vil svække både danske og amerikanske virksomheders muligheder for at udvikle sig, skabe mere vækst og flere arbejdspladser, og så vil de være til skade for forbrugerne, siger erhvervsministeren.

USA er Danmarks vigtigste eksportland. Siden 2022 er USA det land i verden, hvor danske virksomheder har placeret flest direkte investeringer, og tendensen fortsætter.

Ifølge Erhvervsministeriet udgjorde investeringerne i USA i 2023 samlet set 274 milliarder kroner, hvilket svarer til 16 procent af alle danske direkte investeringer i udlandet.

Selv om Danmark er et lille land, er vi nødt til at råbe op, hvis Donald Trump vil skrue told-bissen på, mener Morten Bødskov.

- Hvis vi ikke gjorde det, var det en stor fejl. Derfor er det vigtigt, at vi benytter alle de kanaler og alle de muligheder, vi har, for at være her, siger han.

Ifølge Donald Trump vil told gøre amerikanerne rigere, hvis virksomheder fra andre lande skal betale told for at få deres varer ind i USA.

Det er endnu uklart, om præsidentens trusler om told mod EU og dermed Danmark bliver til virkelighed.

Morten Bødskov følger "skarpt med" i Trump-administrationens udmeldinger.

- Det har skabt usikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vi får fortalt, hvor stærkt et samarbejde vi har. Formålet med mit besøg i USA er at gøre opmærksom på, at højere toldsatser og flere handelsændringer er den forkerte vej at gå.

- Det gavner ingen, og det vil være til skade både for vores virksomheder og vores arbejdspladser, siger erhvervsministeren.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere
McLaren F1-designeren kritiserer moderne bilers aggressive look Peter Stevens: "Bilernes design er blevet for aggressivt" Læs mere
Tivoli ansætter ny kommerciel direktør Pia Kirkeskov Andersen ansat som ny kommerciel direktør i Tivoli Læs mere