Politik

man, 11 mar 2024

EU-lande er enige om vilkår for arbejde via digitale platforme

EU-landene sagde mandag ja til aftale om vilkår for arbejde via digitale platforme. Det har været vigtigt for regeringen, at aftalen passer til det danske arbejdsmarked, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix EU-landene sagde mandag ja til aftale om vilkår for arbejde via digitale platforme. Det har været vigtigt for regeringen, at aftalen passer til det danske arbejdsmarked, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (Arkivfoto).

EU-landene er nået til enighed om regler for digitalt platformsarbejde. Det oplyser det belgiske formandskab for EU på det sociale medie X.

Målet med det nye EU-direktiv er at sikre flere rettigheder til personer, der arbejder via digitale platforme. Det siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Direktivet er udformet, så det passer ind på det danske arbejdsmarked. Det har været afgørende for regeringen.

- Direktivet er et godt skridt mod bedre arbejdsvilkår for platformsarbejdere i hele EU, siger den danske minister.

Aftalen betyder, at medlemslandene skal indføre en såkaldt formodningsregel. Den skal gøre det nemmere at afgøre, om en platformsarbejder er lønmodtager eller selvstændig.

Derudover kommer aftalen med nye krav til de digitale platforme. Blandt andet om gennemsigtighed i forhold til de algoritmer, der overvåger og planlægger arbejdet.

Samtidig indføres der et krav om, at det ikke må være en algoritme, der bestemmer, om en platformsarbejder eksempelvis skal fyres. Det skal i sidste ende besluttes af et menneske. Det er et forsøg på at gøre op med, at det er algoritmer, der leder arbejdet.

Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Nicolaj Villumsen, ser aftalen som en "sejr" for lønmodtagere over "multinationale platformsgiganter som Uber og Wolt".

- Det vil sikre basale rettigheder for millioner i EU. Det viser, hvordan vi skal bruge EU, siger Nikolaj Villumsen.

Da EU begyndte at arbejde på teksten i 2021 var målet at fastsætte regler for alle medlemslandene. Undervejs i forhandlingerne har blandt andre Frankrig og Tyskland dog arbejdet for mere individuelle regler i de enkelte EU-lande.

Spørgsmålet har været, hvad der skal til for at platformsarbejde kan kvalificere sig til eksempelvis at få betaling, når de er syge.

Sammenslutningen Move EU, der repræsenterer virksomheder som Uber og Bolt, er ifølge nyhedsbureauet AFP utilfredse med aftalen.

- Selv om denne tekst er en forbedring i forhold til tidligere versioner, opnår den ikke en harmoniseret tilgang i hele EU. Det skaber endnu mere juridisk usikkerhed for chauffører, siger foreningens formand, Aurelien Pozzana, ifølge AFP.

Ane Halsboe-Jørgensen mener dog, at aftalen samlet set vil medvirke til at styrke arbejdsmiljøet.

Blandt andet skal virksomhederne oplyse medarbejderne om, hvordan man bruger automatiske overvågnings- og beslutningssystemer.

Samtidig må de digitale systemer ifølge Ane Halsboe-Jørgensen ikke lægge unødigt pres på platformsarbejdere og på den måde øge risikoen for arbejdsulykker.

Aftalen skal nu også formelt godkendes af EU-Parlamentet, før direktivet kan træde i kraft. Det ventes at ske senere på foråret.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Lars Bojes parti runder 5000 godkendte vælgererklæringer Den tidligere formand for Nye Borgerlige har indsamlet en fjerdedel af de nødve... Læs mere
Moderaternes gruppeformand overtager Jeppe Søes poster efter exit Henrik Frandsen skal fremover sidde i Folketingets ledelse. Han overtager også ... Læs mere
Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af o... Læs mere
Konservative afviser at optage Jeppe Søe i folketingsgruppen Partier tager nu stilling til, om de vil optage Jeppe Søe i deres folketingsgru... Læs mere
Nuuk Lufthavn dumper endnu et sikkerhedstjek og forlænger flyvepause Internationale flyvninger fra og til problemramt lufthavn i Grønland er suspend... Læs mere