Politik

Fredericias socialdemokratiske borgmester stopper om to uger

Borgmester Steen Wrist (S) har fået nyt job i det private og forlader posten ved udgangen af april.

Fredericias socialdemokratiske borgmester stopper om to uger
Steen Wrist har været socialdemokratisk borgmester i Fredericia Kommune siden 2021. 1. maj tiltræde han nyt job. (Arkivfoto).
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 17. april 2024

Ved udgangen af april takker Steen Wrist (S) af som borgmester i Fredericia Kommune.

Han har fået nyt job, som han starter i 1. maj, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Allerede tidligere på året meddelte Steen Wrist, at han ikke genopstiller ved næste kommunalvalg.

Steen Wrist havde dog i sinde at sidde perioden ud, men med det nye job som forstander på kursus- og konferencecenteret Laugesens Have stopper han før tid.

– Efter ti gode år i byrådet, de sidste tre som borgmester, bliver det vemodigt at stoppe i Fredericia Byråd, siger Steen Wrist i pressemeddelelsen.

– Da jeg tidligere på året meddelte, at jeg ikke genopstillede til det kommende kommunalvalg, sagde jeg samtidig, at jeg som udgangspunkt sad perioden ud. Men jeg ved, at det er det rette for både kommunen og mig at stoppe nu.

Næste kommunalvalg er i november 2025.

Socialdemokratiet i Fredericia besluttede i marts, at det er nuværende byrådsmedlem Christian Bro, der skal være borgmesterkandidat ved valget.

Han er dermed også et godt bud på at overtage tøjlerne allerede nu efter Steen Wrist. Der afholdes ekstraordinært byrådsmøde 23. april, hvor en ny borgmester indstilles.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.