Politik

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Grønlandsk selvstændighed er udfordret af presset sundhedsvæsen

Anna Wangenheim er politisk næstformand for det liberale grønlandske oppositionsparti Demokraterne, og hun har med en baggrund som sygeplejerske hyppigt markeret sig i sundhedsdebatten. Politikeren er også tidligere sundhedsminister. (Arkivfoto).
Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix Anna Wangenheim er politisk næstformand for det liberale grønlandske oppositionsparti Demokraterne, og hun har med en baggrund som sygeplejerske hyppigt markeret sig i sundhedsdebatten. Politikeren er også tidligere sundhedsminister. (Arkivfoto).

Det grønlandske sundhedsvæsen er presset.

Der er mangel på læger og sygeplejersker, og andelen af ældre borgere med kroniske sygdomme vokser.

Ifølge Anna Wangenheim, der er politisk næstformand i oppositionspartiet Demokraterne, skal der løsninger på bordet, før kursen kan sættes mod selvstændighed.

- Jeg ville slet ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis vi blev en stat eller et selvstændigt land, og vi havde en befolkning, der ikke er i stand til at stå på egne ben.

Hun er tidligere sundhedsminister i landet, og hun arbejder som afdelingssygeplejerske på det grønlandske landssygehus, Dronning Ingrids Hospital, i Nuuk.

- Jeg oplever, at vores faggrænser konstant bliver udfordret.

- Der bliver fusioneret stillinger, og presset stiger, sådan så én mand skal lave flere opgaver. Vi mærker det i det daglige, siger politikeren.

Der er i alt ansat cirka 1600 i sundhedsvæsenet. Kun omkring 950 af dem er fastansatte, konkluderede en betænkning fra en sundhedskommission i 2023.

Kommissionen konkluderer, at der mangler data på næsten alle områder, men Wangenheim er ikke i tvivl om konsekvensen af problemerne.

- I værste fald er det jo dødsfald, siger hun.

Næstformand for kommissionen Kjeld Møller Pedersen, der er professor emeritus i økonomi, siger, at bemandingsproblemet fortsat er en udfordring.

- I det øjeblik, der kommer vikarer, skal de jo hjælpes på vej. En del af vikarerne er heldigvis tilbagevendende, men det er ikke det samme som at have en fast person.

- Det er kompliceret at drive et sundhedsvæsen på det grundlag, siger han.

Anna Wangenheim mener, at de grønlændere, der ønsker hurtig selvstændighed, må komme på banen med en plan.

En af dem er partiformand i Naleraq Pele Broberg.

Han mener, at sundhedsvæsnets udfordringer stammer fra krav om dansk lægeautorisation og dansk som journaliseringssprog.

- De to ting har fastholdt os i en forsyningsmangel på læger i mange år. Nu har vi åbnet op for, at det er nemmere at få læger andre steder fra. Endelig er vi begyndt at komme lidt videre, siger Broberg.

I løbet af valgperioden har Grønland lempet på regler om dansk autorisation med ændring af en såkaldt fast-track-aftale.

Pele Broberg understreger, at selvstændighed ikke indebærer, at samarbejdet med Danmark skal stoppe.

Grønland hjemtog sundhedsområdet fra Danmark i 1992, og debatten om sundhedsområdet raser forud for det grønlandske parlamentsvalg den 11. marts.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere