Politik

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Grønlandsk stemmesluger forventer at trække sig fra Folketinget

Aki-Matilda Høegh-Dam deltog ved en valgdebat i weekenden.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Aki-Matilda Høegh-Dam deltog ved en valgdebat i weekenden.

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam kan fortsætte i Folketinget, selv om hun bliver valgt ind i det grønlandske parlament, Inatsisartut, i forbindelse med valget tirsdag i Grønland.

Det fastslår Folketingets administration til Ritzau.

Aki Matilda Høegh-Dam har allerede meldt ud, at hun ikke genopstiller til Folketinget i forbindelse med næste valg. Hun har siddet i Folketinget siden 2019, da hun som 22-årig blev valgt ind.

Hun forventer dog umiddelbart at trække sig fra Folketinget, hvis hun får en plads i Inatsisartut. Det siger Aki-Matilda Høegh-Dam til Radio IIII tirsdag foran valgstedet i Nuuk.

- Det kommer i hvert fald ikke til at være sådan, at jeg til næste åbning vil komme op og holde tale til Folketingets åbning, siger hun.

I forbindelse med folketingsvalget i 2022 fik Aki-Matilda Høegh-Dam 6.655 personlige stemmer, svarende til 33,7 procent af de afgivne grønlandske stemmer.

I sidste måned meldte hun sig ud af regeringspartiet Siumut, hvorefter hun meldte sig ind i partiet Naleraq, som ønsker grønlandsk selvstændighed og arbejder på at få mere fart i den proces.

Partiskiftet betød også, at hun ikke længere var tilknyttet den socialdemokratiske folketingsgruppe i Folketinget.

I forbindelse med sit partiskifte sagde hun følgende til mediet KNR:

- Jeg indså under min sondering hos Naleraq, at de er ægte Siumut. Det er noget, jeg har savnet. De vil statsdannelse og sætter vores sprog forrest og sætter grønlænderen forrest. Det er en debatform, jeg har savnet. Den er ikke blevet slukket, den er bare flyttet et andet sted hen.

Hos Naleraq er der opbakning til, at hun fortsætter i Folketinget, selv om hun skulle blive valgt ind i Inatsisartut.

Den grønlandske regeringschef, Múte B. Egede, udskrev valg i begyndelsen af februar. Grønlænderne skal vælge 31 medlemmer til Inatsisartut. 213 politikere opstiller, altså heriblandt Aki-Matilda Høegh-Dam som et prominent navn.

Når medlemmerne af parlamentet er fundet, skal der dannes en ny Naalakkersuisut, som er den grønlandske regering, og der skal udpeges ministre.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere