Politik

tor, 23 maj 2024

Kommuner: Staten fjerner regler med pincet men læsser på med skovl

KL-formand Martin Damm (V) og finansminister Nicolai Wammen (S) mødes torsdag aften til forhandlinger om en økonomiaftale.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix KL-formand Martin Damm (V) og finansminister Nicolai Wammen (S) mødes torsdag aften til forhandlinger om en økonomiaftale.

Landets kommuner anerkender, at regeringen er i gang med at fjerne bureaukrati, men mener, at det går for langsomt.

Som eksempel peger KL-formand Martin Damm (V) på, at antallet ord i de love og bekendtgørelser, som kommunerne skal følge er steget med 145 procent på 30 år. Det viser en ny redegørelse fra KL.

- Man skal bare huske, at der kommer hele tiden nyt. Jeg ved ikke, om Margrethe Vestager havde stjålet sit citat fra en anden, men hun sagde, at "man fjerner regler med en pincet og tilfører dem med en skovl", siger han.

Han har torsdag aften et møde med regeringen om økonomiaftalen, hvor pengene går til skoler, ældrepleje, daginstitutioner og alle de andre velfærdsområder, som landets 98 kommuner driver.

Konkret er antallet af ord i kommunerne love og bekendtgørelser steget fra cirka 2,8 millioner i 1990 til 6,8 millioner ord i 2022. Det svarer til en stigning på 145 procent.

Regeringen har gjort afbureaukratisering til en topprioriteret, efter at skiftende regeringer har forsøgt på det samme i flere årtier uden at lykkes.

Det anerkender kommunerne, men de mener, at det går for langsomt og har det som fokuspunkt i forbindelse med forhandlingerne.

- Det vokser og vokser. Vores klare signal er, at lad os nu få lavet et projekt, der får kurverne til at vende den anden vej, så vi kommer af med bureaukrati og får brugt penge på at prioritere den nære velfærd, siger Damm.

KL er tidligere kommet med lignende meldinger, hvor svaret fra regeringen har været, at politikerne på Christiansborg skal blive bedre til at standse sig selv, når det kommer til at lave nye regler.

Regeringen har blandt andet lavet aftaler på områderne for magtanvendelse og ældreområdet, hvor der sættes ind mod bureaukratisering. Så spørgsmålet er, om kommunerne sparker en åben dør ind.

- Så vidt vi kan se, peger kurverne opad endnu, så det bliver mere og mere. Det er store tal og kræfter i bureaukratiet, vi er oppe imod. Der er rigtig meget at komme efter stadigvæk, vi skal have skruet op for indsatsen, siger Damm.

Damm kalder forhandlingerne "svære", og der ventes en slutspurt i næste uge inden EU-valget.

Forhandlingerne skal fastlægge den økonomiske ramme i 2025, hvor der samtidig er kommunalvalg i november. Socialdemokratiet og Venstre er de største borgmesterpartier og vil derfor givetvis være venligt stemte i forhandlingerne.

Desuden ventes der inden længe en markant opjustering af det økonomiske råderum, som er statens forventede overskud i fremtiden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere