Det var en politisk aftale, der efter hårde forhandlinger blev balanceret på en knivsæg.
Men nu vil De Konservative forsøge at fremrykke indførelsen af den kvindelige værnepligt fra 1. januar 2027 til samme dato i 2026.
Det fortæller partiets formand, Mona Juul, lørdag på kvindernes internationale kampdag.
- Som verdensordenen er blevet værre, synes jeg, vi skal sørge for, at forsvarschefen har så gode og optimale betingelser som muligt, siger hun.
Da regeringen sidste år ville indføre værnepligt for kvinder, skabte det store parlamentariske udfordringer.
Tiltaget skulle være en del af en større forsvarsaftale.
Men forligspartierne Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne nægtede at acceptere udvidelsen af værnepligten.
Det førte til, at der blev indgået to sideløbende aftaler – en forsvarsaftale, de to kritiske partier var med i, og en værnepligtsaftale, de stod udenfor.
Hos De Konservative blev Mona Juul for nylig opmærksom på, at de to lovforslag nu skal i høring – og det vakte en irritation hos formanden.
Det er spild af bureaukrati og kræfter at skulle behandle de to aftaler sideløbende og hver for sig, når begge skal gennemføres, lyder det.
- Nu skal Forsvaret og Forsvarsministeriet bruge tid på at implementere to aftaler, selvom udfaldet er det samme, og der kommer fuld ligestilling i værnepligten i 2027, siger Mona Juul.
- Skulle vi ikke bare få dem ensrettet, så de begge træder i kraft i 2026, og vi dermed ikke komplicerer og forsinker tingene yderligere, spørger hun opfølgende.
Spørgsmålet er rettet mod Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.
Selv om de to partier var så uenige i den udvidede værnepligt, at de måtte stå uden for aftalen, opfordrer Mona Juul dem nu til at genoverveje deres position.
- Der er sket meget, siden aftalen er blevet lavet, og derfor tænker jeg, at partierne også har en udvikling hos sig selv, siger hun.
Forsvarsordfører Carsten Bach (LA) erklærer sig "helt enig med De Konservative" i, at den sikkerhedspolitiske situation er ændret markant.
Han kan endnu dog ikke sige noget om, hvordan Liberal Alliance vil stille sig til at fremrykke den kvindelige værnepligt.
- Det vil være en ændring af etableret politik, så det kan jeg ikke svare på før på tirsdag, siger han med henvisning til et gruppemøde hos Liberal Alliance tirsdag i næste uge.
Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech, vil hellere rette fokus på hurtigt at rekruttere flere frivillige værnepligtige. Både mænd og kvinder.
- Udvidelsen af værnepligten kommer dog med nogle praktiske udfordringer. Der skal laves nye uniformer, der skal laves nye faciliteter på kasernerne og formentligt også oprettes nye systemer.
- Den byrde mener jeg ikke, vi skal pålægge Forsvaret i lyset af den situation, vi står i. Jeg er mere optaget af en hurtig oprustning, end at opfylde et ligestillingsmål i Forsvaret, siger Lise Bech i en skriftlig kommentar.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) håber, at partierne vil lytte til forslaget, fordi Forsvaret ellers skal "kæmpe med en midlertidig ordning for værnepligt i et år, selv om alle ved, at det ender et andet sted".
- Derfor bakker jeg helt op om De Konservatives forslag og håber, at unødigt bureaukrati ikke er et selvstændigt mål for nogen partier på et tidspunkt, hvor Forsvaret har langt vigtigere opgaver at løfte, siger han i et skriftligt svar.
Kilde: /ritzau/