Politik

lør, 09 mar 2024

Kvinfo bekræfter: Lille gruppe forhindrede Mette F. i at holde tale

Statsminister Mette Frederiksen (S) skulle have holdt tale ved et kvindekampdags-arrangement, men blev forhindret. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen (S) skulle have holdt tale ved et kvindekampdags-arrangement, men blev forhindret. (Arkivfoto).

Kvinfo kunne fredag aften ikke gennemføre de politiske taler og samtaler, der var planlagt med fire ministre.

Det skriver videnscentret på det sociale medie X.

Ved arrangementet, der markerede Kvindernes internationale kampdag, blev statsminister Mette Frederiksen (S) mødt med tilråb af propalæstinensiske demonstranter. Det viste en video på det sociale medie.

På X bekræfter Kvinfo episoden.

- Vi anerkender ikke, at en lille gruppe mennesker forhindrede vores demokratisk valgte statsminister i at tale og herefter svare på vores direktørs spørgsmål.

- Ligesom vi ikke anerkender, at de forhindrede alle os andre i at høre statsministerens og tre andre ministres ord, lyder det.

Arrangementet foregik i Vega i København.

Til sidst forlod statsministeren scenen. Ifølge DR valgte også digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) at forlade stedet. Det samme gjorde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Efter episoden skrev kulturministeren på X, at det blev "utrygt".

Statsministeren selv har også efterfølgende kommenteret episoden. Hun ærgrer sig over, at det ikke var muligt at holde den planlagte tale.

- Der blev desværre råbt så meget, at jeg ikke kunne trænge igennem med mine ord. Tak til alle jer, der insisterede på den demokratiske samtale. I var heldigvis flest, skriver hun på det sociale medie Instagram.

Kvinfos direktør, Henriette Laursen, er "enormt ked af det, der skete". Hun føler også et "enormt stort ansvar for både dem, der skulle på scenen, og for publikum".

- Det var helt umuligt at forudsige, men det var åbent billetsalg, så man ved aldrig. Derfor var det vigtigt for os, at de folk, der skulle optræde, følte sig trygge, og det sørgede vi for i samarbejde med Vegas vagtfolk, siger hun til Jyllands-Posten.

Mediet har forsøgt at få en kommentar fra Palæstina Solidaritetsnetværks Aktionsgruppe, der på Instagram - ifølge Jyllands-Posten - bryster sig af at have "sparket" statsministeren ud af arrangementet.

Gruppen har afvist at give en kommentar.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere