Politik

ons, 12 mar 2025

af Mikkel Preisler

Lidegaard efterlyser plan: Grønland har givet Danmark en chance

Martin Lidegaard (R) ankommer til møde i Statsministeriet i København i februar 2025. Nu ser han muligheden for en ny chance til Danmark efter det grønlandske valgresultat. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Martin Lidegaard (R) ankommer til møde i Statsministeriet i København i februar 2025. Nu ser han muligheden for en ny chance til Danmark efter det grønlandske valgresultat. (Arkivfoto).

Grønlænderne har tirsdag sammensat et parlament, som placerer magten hos et parti, der søger mere selvstændighed, men i et trygt tempo.

Det er en chance, som Danmark skal gribe.

Det mener De Radikales politiske leder, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, som appellerer til et reelt ligeværdigt forhold.

- Jeg synes, at det giver Danmark og det danske folketing en ny chance, hvor det virkelig er vigtigt, at vi kender vores besøgelsestid, siger Martin Lidegaard.

Ved tirsdagens valg til Inatsisartut fik Demokraatit knap 30 procent af stemmerne, mens de to traditionelle magtpartier, Siumut og IA, fik vælgerlussinger med henholdsvis 14,7 procent og 21,4 procent.

Den sikre valgsejr til Demokraatit, som vil sikre et økonomisk fundament og ikke forcere en proces mod selvstændighed, giver ifølge De Radikales leder en mulighed for at fortsætte rigsfællesskabet. Men i en ændret form.

- Den grønlandske valgkamp har vist, at det er nødvendigt at reformere rigsfællesskabet gevaldigt i retning af et stærkt strategisk partnerskab, der netop kan vise en vej til større økonomisk selvstændighed til Grønland, der så er forudsætningen for en større politisk selvstændighed, siger Lidegaard.

Og her peger han særligt pilen i retning af den danske regering.

Martin Lidegaard mener, at Danmark igennem en del år har forsømt at tage en strategisk og sikkerhedspolitisk tilgang til samarbejdet.

Danmark skulle have investeret mere og arbejdet mere aktivt for også europæiske og nordiske investeringer i alt fra infrastruktur til uddannelsessystem.

Derfor er det nu, at Danmark skal trække i arbejdstøjet og lægge en plan for investeringer og reformer.

- Jeg håber, at det her kan blive begyndelsen til en reformering af rigsfællesskabet i retning af et mere ligeværdigt strategisk partnerskab. Og jeg synes, at det er en bunden opgave for den danske regering at føre en mere aktiv politik, siger Martin Lidegaard.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere