Politik

man, 24 jun 2024

Løkke appellerer til Folketinget: Trepartsaftale er delikat

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var mandag aften med, da den grønne trepart præsenterede sin aftale om blandt andet en CO2-afgift på landbruget.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var mandag aften med, da den grønne trepart præsenterede sin aftale om blandt andet en CO2-afgift på landbruget.

Den grønne trepartsaftale om blandt andet en CO2-afgift på landbruget er ikke en politisk bindende aftale og mangler derfor fortsat at komme igennem Folketinget.

På pressemødet mandag aften, hvor treparten præsenterede sin aftale, opfordrede flere parter til, at der ikke skal være nye forhandlinger om aftalen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) håber også, at resten af Folketinget "kvitterer for", at parterne i treparten er blevet enige.

- Regeringen ønsker selvfølgelig at få et robust flertal i Folketinget bag vores vision, men appellerer til at læse aftalen igennem og forstå, hvor delikat det her er.

- Det er i et Europa, hvor landmændene kører ind og brænder dæk i storbyerne, og hvor klimaaktivister limer sig til motorvejene, siger han.

Han kalder det "ret unikt", at interesseorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har fundet hinanden med aftalen og "tager et ansvar og finder en balance".

- Men så må man også forstå, at den er delikat, og man bryder op i det her, hvis man vælger at sige, at man hellere vil noget mere af det ene eller det andet. Det her er både og.

En af interesseorganisationerne i treparten er Dansk Industri, og her appellerer politisk direktør Morten Høyer også til Folketingets partier. De skal "lade være med at rette i det og få det stemt igennem".

- Hvis vi kan enes, så er det også et udtryk for, at du har ramt præcis balancerne i hver en linje og hvert et ord, der står i den tekst.

- Der tror jeg bare, at det, vi har lavet, samtidig er så ambitiøst, at hvis man begynder at pille i det fra Folketinget side, så falder aftalen sammen. Så er der nogen, der ikke kan bakke op om det. Så falder aftalen til jorden, og det vil være rigtig, rigtig ærgerligt, siger Morten Høyer.

Tidligere mandag aften - inden aftalen blev præsenteret - lød det fra De Radikales klimaordfører Samira Nawa til Jyllands-Posten, at partiet ikke bare vil acceptere trepartens aftale.

- Jeg forventer, at vi bliver inviteret til reelle politiske forhandlinger efter treparten, sagde Samira Nawa til Jyllands-Posten.

Folketinget er officielt gået på sommerferie, og det er derfor først en gang i efteråret, at regeringen kan fremsætte nødvendige lovforslag, for at aftalen kan udmøntes.

I aftalen er den grønne trepart blandt andet blevet enige om en milliardstor fond, der blandt andet skal støtte skovrejsning og opkøb af jord, samt en CO2-afgift på landbruget, der kommer i 2030 og er fuldt indfaset i 2035.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere
Ministerium får skarp kritik for tilsyn med landbruget I alt to ministerier får kritik for tilsyn med landbrugets udledning af kvælst... Læs mere