Politik

søn, 02 mar 2025

af Mikkel Preisler

Løkke: Møde mellem Trump og Zelenskyj var en diplomatisk katastrofe

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) betragter mødet mellem Trump og Zelenskyj som historisk. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) betragter mødet mellem Trump og Zelenskyj som historisk. (Arkivfoto).

En diplomatisk "katastrofe".

Så direkte kan fredagens møde mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beskrives ifølge den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M).

- Jeg kan ikke komme i tanke om noget historisk set, hvor man har inviteret en leder ind i Det Hvide Hus og sat dem på døren før tid, siger han til TV 2 News.

Fredag besøgte den ukrainske præsident Donald Trump i Det Hvide Hus.

Her var formålet, at de to regeringschefer skulle underskrive en mineralaftale, der ville give USA adgang til sjældne jordarter, mens Ukraine fik en form for sikkerhedsgaranti i kraft af amerikanske interesser i landet.

Men mødet gik skævt, og Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance endte i et skænderi med Zelenskyj for åben skærm.

- Det var en diplomatisk nedtur for alle involverede, siger Lars Løkke Rasmussen også til TV 2 News.

Efter mødet greb han telefonen for at tale med den ukrainske udenrigsminister, Andrij Sybiha, hvor han udtrykte støtte til Ukraine efter den "ydmygende" behandling af Zelenskyj i Det Hvide Hus.

Lars Løkke Rasmussen betoner, at det er vigtigt at forholde sig til de næste skridt videre fra katastrofen.

Den seneste tids meldinger fra USA har gjort det klart, at Europa må stå stærkere i egen ret.

- Er der en lektie, vi nu må have lært, handler den om, at Europa skal bære en større del af ansvaret selv, siger Løkke til TV 2 News.

Danmark arbejder døgnet rundt for med diplomatiets kræfter at forsøge at styrke Europa og Ukraines modstandskraft, påpeger han.

Løkke påpeger, at USA for nylig fremsatte en resolution i FN's Sikkerhedsråd, hvor man ligestillede Ukraine og Rusland.

Her gjorde Danmark en indsats for at få understreget, at det er Rusland, der er aggressoren i denne konflikt.

Mens Trump er klar i spyttet, forsøger den danske regeringstop stadig at balancere sine udtalelser.

- Det er jo en vurdering af, hvad det skal bruges til. Jeg kan da godt udtrykke mig klarere, men det er ikke alt, jeg behøver sige højt, lyder det fra Løkke på TV 2 News.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere