Politik

ons, 29 jan 2025

Løkke og Troels Lund ser Trumps interesse for Grønland som vigtig

Forsvarsminister Troels Lund-Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at Trump har fat i noget vigtigt, når han udtrykker interesse for Grønland. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Forsvarsminister Troels Lund-Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at Trump har fat i noget vigtigt, når han udtrykker interesse for Grønland. (Arkivfoto).

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ser den amerikanske præsident Donald Trumps interesse for at overtage Grønland som et "wakeupcall" for Danmark og den sikkerhedspolitiske situation i rigsfællesskabet.

Det siger han til Politiken.

- Trump sender et meget klart signal til Europa om, at den tid er ovre, hvor Europa kan tro, at amerikanerne betaler den sikkerhedspolitiske regning. Det er en helt ny virkelighed, som Europa kommer til at befinde sig i. Ikke mindst på grund af krigen i Ukraine.

- Det wakeupcall synes jeg på mange måder er befriende. For nu får vi en diskussion om Europas forsvarsvilje. Ikke kun en diskussion om, hvorvidt vi tror, at amerikanerne fortsat vil tage vare på vores sikkerhed, siger han.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tror, at der kan "komme noget godt ud af den rystetur, vi nu er ude i" angående Trumps interesse for Grønland.

Det siger Løkke til Berlingske.

- Der er en diplomatisk temperamentsforskel mellem os. Men det er ikke det samme, som at vi ikke kan se rationalet, siger han.

Løkke påpeger, at Trump allerede i sin første valgperiode fra 2017 til 2021 advarede om Nord Stream 1, der skabte afhængighed af russisk gas.

- Han forstod heller ikke, hvorfor Europa ikke understøttede Ukraine militært. Han har flere gange fanget noget vigtigt - og det er sjældent, at det, han siger, ikke har hold i virkeligheden, siger han.

Mandag indgik regeringen og forsvarsforligskredsen en ny forsvarsaftale, som afsætter 14,6 milliarder kroner til en styrkelse af Danmarks tilstedeværelse i og omkring Arktis og Nordatlanten.

Der skal blandt andet anskaffes tre nye arktiske skibe og to yderligere langtrækkende droner til overvågning samt en styrkelse af satellitkapaciteten. I alt skal der bruges 11,8 milliarder kroner alene til militære kapaciteter.

Aftalen har været på vej i længere tid, men den er aktuelt presserende, fordi Trump har vist interesse for at overtage Grønland fra Danmark.

Når Trump er blevet spurgt ind til emnet, har han ikke villet afvise, at han vil indføre økonomiske sanktioner eller at bruge militær magt mod Danmark for at få kontrol med Grønland.

Også denne interesse udtrykte han under sin sidste præsidentperiode, hvor statsminister Mette Frederiksen blankt afviste et salg af den arktiske del af rigsfællesskabet.

Denne gang har regeringens tilgang dog været mere diplomatisk.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forsvarsminister stoler på amerikansk samarbejde trods Vance-tale USA er ikke på vej ud af Nato, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig understr... Læs mere
Mette F. ser nye toner fra USA: Der er skabt en usikkerhed - Der er skabt en usikkerhed, som vi ikke har set i vores levetid, siger statsmi... Læs mere
Mette F. holder fast: Nato er den billigste vej frem for Ukraine Trods USA-modstand mod Ukraine i Nato, er det den "billigste og nemmeste" vej fr... Læs mere
Mette F. deltager i hasteindkaldt europæisk møde med topledere Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har indkaldt til europæisk topmøde mand... Læs mere