Politik

tir, 13 aug 2024

Løkke vil revitalisere regering ved at komme tættere på vælgerne

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er en del af det, siger Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen om, at regeringen er kommet for langt væk fra vælgerne.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix - Jeg er ikke i tvivl om, at det er en del af det, siger Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen om, at regeringen er kommet for langt væk fra vælgerne.

Opbakningen til regeringen er lav, og den forsøger derfor at finde en løsning på det efter et sløjt EU-valg i juni, hvor politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) talte om en revitalisering.

Han kommer på Moderaternes sommergruppemøde tirsdag med nogle indledende tanker om, hvad regeringen gør for at få vælgerne tilbage. Og det handler blandt andet om at komme tættere på vælgerne.

- Den sag, vi har slået os mest på, er store bededag, og det er der, hvor vi kommer virkelig tæt på danskerne på en lidt uheldig måde.

- Mange, af de andre ting, vi har lavet, er på et højt abstraktionsniveau. Det handler om at få oversat det til noget, der er vedkommende, siger han.

Som eksempel nævner han aftalen med lokalplejehjem, som kan virke abstrakt. Men det handler om, at ens bedsteforældre får det bedre end i dag, siger Løkke efter pressemødet.

Han har et ønske om at komme tættere på vælgerne, men hele regeringen skal være enig.

- Nu er det ikke mig, der har opskriften på, hvordan den samlede regering skal gøre det. Der er forskellige refleksioner i de andre partier, og jeg er spændt på at se deres sommergruppemøder.

- Men jeg er ikke i tvivl om, at det er en del af det, siger han.

Resultatet ved EU-valget var en løftet pegefinger fra vælgerne til regeringen, lød det fra Lars Løkke Rasmussen allerede på valgaftenen.

Kort efter sagde han på Folkemødet, at en sundhedsreform og en grøn trepartsaftale kunne bidrage til at få vælgerne tilbage.

Og tirsdag foreslog partiet på et sommergruppemøde, at regeringen gør mere for småbørnsfamilier og eventuelt laver en familiepolitisk reform gennem en trepartsaftale med arbejdsgivere og arbejdstagere.

Det er dog ikke tilstrækkeligt til at vende krisen.

- Nej, det er det da ikke, men nu er formålet med det her møde heller ikke at fremlægge den samlede regerings arbejdsprogram for 2024-2025, men at referere fra vores sommergruppemøde.

- Jeg ville indtage en position, jeg ikke har, hvis jeg skulle løse den anden opgave. Men jeg er både bevidst om, bekendt med og glad for, at ud over de temaer, vi har anslået her, så har regeringen mange andre temaer på programmet, siger Løkke.

Selv om nationale valg og EU-valg er forskellige, har det ramt regeringen, at regeringspartierne fik 36,2 procent af stemmerne ved EU-valget, mens tallet var på 50,9 procent ved folketingsvalget i 2022.

Særligt Socialdemokratiet led nederlag ved EU-valget og blev overgået af den hidtidige lillebror SF, som blev den store vinder. Det har rykket den interne magtbalance i regeringen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at valgresultatet har sat "tanker og overvejelser i gang hos os som parti og regering".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Eksperter vil tilføje hjertesvigt til Wegovys indlægsseddel Ekspertpanel under EU's lægemiddelagentur anbefaler, at man udvider indlægssed... Læs mere
Bavarian Nordic får mpox-vaccine godkendt til unge mennesker Børn og unge mellem 12 og 17 år vil kunne få mpox-vaccine fra dansk selskab e... Læs mere
Forsikringsgiganten Tryg udvider brug af kunstig intelligens AI-assistenten "Felix" kommer fremover med forslag til, hvad din kunderådgiver ... Læs mere
Novo-topchef udråbes som årets leder af europæiske medier En sammenslutning af erhvervsmedier peger på Novo-chef som en leder, der har gj... Læs mere
Danmark skal være et eldorado for lystfiskere Lystfiskeri er en dansk folkesport. Men potentialet er endnu større ifølge et ... Læs mere