Politik

Mette F. vil have Vanopslagh til at erkende statsminister-drømme

Ny måling viser tæt løb mellem Mette Frederiksen og Alex Vanopslagh som danskernes foretrukne statsminister.

Mette F. vil have Vanopslagh til at erkende statsminister-drømme
Alex Vanopslagh ses af mange som blå bloks hovedudfordrer til Mette Frederiksen. (Arkivfoto).
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 24. maj 2024

Danmark står i øjeblikket med én officiel kandidat til statsministerposten, og det er statsministeren selv.

Men fronterne mellem en rød og blå regeringschef begynder at trække op.

Nu vil statsminister Mette Frederiksen have Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, til at erkende sine politiske ambitioner.

Det siger hun til TV 2.

– Jeg synes, at Vanopslagh skal melde sig som statsminister, hvis det er det, han ønsker at være. For så kan vi få en mere fair debat end den, der er lige nu. Man kan ikke gemme sig væk, hvis man gerne vil påtage sig ledelsen af landet.

Udtalelsen kommer efter, at TV 2 har fået foretaget en Megafon-måling af, hvem befolkningen foretrækker som statsminister.

Her befinder den liberale partileder sig meget tæt på Mette Frederiksen

Ifølge målingen foretrækker 19 procent Mette Frederiksen som statsminister, mens 17 procent foretrækker Alex Vanopslagh.

Det er en kraftig forskydning i forhold til efteråret.

I september viste samme måling for TV 2, at 26 procent foretrak Mette Frederiksen som statsminister, mens 10 procent foretrak Alex Vanopslagh.

Her midt i opturen vil Liberal Alliance vil ikke give Mette Frederiksen det, hun vil have.

Partiet afviser, at Alex Vanopslagh er statsministerkandidat.

– Vi kommer ikke til at træffe en beslutning om, hvorvidt Alex Vanopslagh skal være statsministerkandidat ud fra meningsmålinger. Vi siger, at der skal være et blåt alternativ til det, vi har i dag, siger politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen på TV 2 News.

Efter dannelsen af den atypiske midterregering mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i 2022 er dansk politik gået gennem uvante tider.

Selv om Jakob Ellemann-Jensen havde ført Venstre i regering under Mette Frederiksen, fastholdt han som formand, at han ville være statsministerkandidat ved næste valg.

Den position ændrede sig, da han trådte af og overlod posten til Troels Lund Poulsen.

Den nye Venstre-formand bekendtgjorde fra start, at han ikke var at anse som kandidat til statsministerposten, fordi meningsmålingerne viste så svag opbakning til partiet.

Siden har ingen andre taget teten op som førsteudfordrer til Mette Frederiksen.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.