Politik

tor, 26 sep 2024

af Mikkel Preisler

Mikkel Bjørn overtager storkreds fra partiformand

Udlændingeordfører Mikkel Bjørn (DF), der her taler ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde i år, skal være partiets spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds ved næste valg. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Udlændingeordfører Mikkel Bjørn (DF), der her taler ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde i år, skal være partiets spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds ved næste valg. (Arkivfoto).

Folketingsmedlem Mikkel Bjørn bliver Dansk Folkepartis spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds ved næste folketingsvalg.

Det oplyser politikeren i et opslag på den sociale platform X.

Dermed overtager han spidskandidaturet i kredsen fra sin partiformand, Morten Messerschmidt.

Messerschmidt meddelte lørdag, at han skal være spidskandidat i Sjællands Storkreds, hvor partistifter og tidligere spidskandidat Pia Kjærsgaard ikke genopstiller.

Mikkel Bjørn har været medlem af Dansk Folkeparti siden januar 2023, hvor han forlod Nye Borgerlige.

Siden har han særligt gjort sig bemærket som formand for Indfødsretsudvalget i Folketinget, og han er nu også Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

- Som spidskandidat vil jeg kæmpe for det, der betyder mest for Dansk Folkeparti: Tryghed, sikkerhed, lov og orden.

- Vi skal kunne færdes i vores gader uden frygt. Når det gælder udlændingepolitikken, skal der handling bag ordene. Vi skal have en politik, der sætter en kontant stopper for de parallelsamfund, der undergraver vores danske værdier og sammenhængskraft, skriver Mikkel Bjørn i opslaget på X.

Ved folketingsvalget i november 2022 fik Mikkel Bjørn 888 personlige stemmer, da han var Nye Borgerligste spidskandidat i Fyns Storkreds.

Der er dog potentiale for mere som Dansk Folkeparti-kandidat i Københavns Omegns Storkreds. Her fik Morten Messerschmidt 6722 personlige stemmer ved valget i 2022.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere