Politik

ons, 30 okt 2024

Minister afviser partiers ønsker til udvidelse af adoptionskulegravning

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) overværede 7. tokber en uddeling af mad til hjemløse i København. Hun går ind til kommende forhandlinger om en undersøgelse af adoptionsområdet med et modbud til en samlet oppositions ønsker til en udvidelse. (Arkivfoto).
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) overværede 7. tokber en uddeling af mad til hjemløse i København. Hun går ind til kommende forhandlinger om en undersøgelse af adoptionsområdet med et modbud til en samlet oppositions ønsker til en udvidelse. (Arkivfoto).

En samlet oppositions ønske om at udvide en uvildig undersøgelse af adoptionsområdet, så der blandt andet kan placeres et ansvar, modtages ikke med åbne arme af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S).

Hun siger, at hvis der skal placeres et juridisk ansvar, skal 23.000 adoptionssager åbnes.

- Det giver ikke mening at åbne alle de sager.

- Til gengæld giver det rigtig god mening, at vi afsætter de ressourcer, der er, til at få en viden om fortiden, til at skabe et robust system for international adoption fremadrettet, og at vi sørger for, at de mennesker, der i dag er adopteret til Danmark og måtte have et ønske om indsigt i egen sag, kan få den hjælp, de har påkrævet, og jeg helt klart mener, de skal have, siger Sophie Hæstorp Andersen.

De otte oppositionspartiers fælles ønske handler om at kunne placere et ansvar hos danske myndigheder eller adoptionsbureauer i sager, hvor børn er kommet til Danmark mod deres biologiske forældres vilje. Det har DR's dokumentar "Det store adoptionstyveri" vist flere eksempler på.

For et år siden besluttede Folketinget at sætte 12,6 millioner kroner af til en uvildig undersøgelse af internationale adoptioner til Danmark.

Undersøgelsen skal dække perioden fra 1964 til 2016.

Her ønsker oppositionspartierne også, at perioden skal udvides frem til 2024.

Det afviser Sophie Hæstorp Andersen.

- Jeg synes også, det er vigtigt at understrege, at der er et før og et efter 2016, hvor loven blev ændret, når det gælder international adoptionsformidling til Danmark. Der ændrede man systemet grundlæggende.

- Derfor vurderer vi heller ikke, at det er nødvendigt med en undersøgelse af sagerne efter 2016.

Et sted vil socialministeren dog gerne udvide undersøgelsen.

I dag omfatter den kun de ti lande, hvorfra der er adopteret flest børn til Danmark i perioden 1964 til 2016.

Til forhandlingerne med oppositionspartierne foreslår hun, at det er samtlige 69 lande, hvor der er adopteret børn til Danmark, der skal undersøges.

Der har især det seneste år været tumult omkring adoptionsområdet i Danmark.

Danmarks eneste formidler af internationale adoptioner, Danish International Adoption (DIA), meddelte i januar, at DIA stopper sit virke efter sanktioner fra Ankestyrelsen.

Sanktionerne kom oven på mediehistorier om rod i adoptionspapirer og ulovlige arbejdsmetoder.

Fra fredag vil det være Ankestyrelsen, der formidler og varetager internationale adoptioner i Danmark. Det fremgik af et skriftligt svar fra Social- og Boligministeriet til Ritzau tidligere på ugen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere