Politik

tor, 11 apr 2024

af Mikkel Preisler

Minister bag minkerstatning ærgrer sig i dag over aftalens udfald

Ramus Prehn (S) vil over for DR ikke forholde sig til, om erstatningsaftalen er den værste, han som politiker har været med til at indgå. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ramus Prehn (S) vil over for DR ikke forholde sig til, om erstatningsaftalen er den værste, han som politiker har været med til at indgå. (Arkivfoto).

Forhenværende fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S), som var med til at forhandle aftalen om erstatning af minkerhvervet på plads, ærgrer sig over den seneste tids afsløringer om behandlingen af sagerne.

Det fortæller han til DR.

- Det er i hvert fald rigtig kedelig læsning og rigtig kedeligt fjernsyn, når I kan fortælle de her historier, lyder det fra Prehn.

Kommentaren kommer blandt andet, efter at DR har afdækket, hvordan op mod halvdelen af minkavlerne har søgt om erstatning for flere mink, end de havde, da deres farm blev lukket ned.

DR har desuden beskrevet, hvordan en række minkavlere har fået erstatning for flere mink, end de havde miljøgodkendelse til, hvilket er blevet beskrevet som ulovligt.

Det er også kommet frem, at skønnet for den samlede erstatning til minkavlerne er steget fra 19 milliarder kroner til 29,5 milliarder kroner.

Prehn fortæller til DR, at de 19 milliarder kroner var "til den gode side", og at minkavlerne efter hans opfattelse dermed ikke havde "fået for lidt".

Det er over tre år siden, at et flertal i Folketinget besluttede, at millioner af danske mink skulle aflives for at dæmme op for en mulig mutation af coronavirus i mink.

Dermed blev minkavlerne berettiget til erstatning fra staten.

Udbetalingen af den erstatning er der dog på det seneste blevet kastet et kritisk blik på.

Mediet Zetland har blandt andet afdækket, hvordan minkavlerne udgør den største faggruppe i de kommissioner, der har til opgave at afgøre, hvilken erstatning minkavlere skal have.

Zetland har også beskrevet, hvordan prisen per skind ifølge en rapport er 99 kroner højere, end hvad minkavlerne faktisk havde fået for dyrene. Det betyder ifølge mediet en samlet ekstraregning for staten på otte milliarder kroner.

Prehn vil over for DR ikke forholde sig til, om erstatningsaftalen er den værste, han som politiker har været med til at indgå. Han fortæller dog, at den er blevet håndteret anderledes, end han havde forventet.

Den nuværende fødevareminister, Jacob Jensen (V), har for nylig udtalt, at han vil ændre på erstatningsprocessen. Det er endnu ikke klart hvordan.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere