Politik

tir, 28 jan 2025

af Mikkel Preisler

Minister vil tage opgør med lange udbud på forsvarsområdet

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen mener, at "vi bliver nødt til at have en langt større hastighed" i anskaffelse af kapaciteter. Det siger han ved præsentation af delaftale om Arktis og Nordatlanten.
Emil Helms/Ritzau Scanpix Forsvarsminister Troels Lund Poulsen mener, at "vi bliver nødt til at have en langt større hastighed" i anskaffelse af kapaciteter. Det siger han ved præsentation af delaftale om Arktis og Nordatlanten.

Den sikkerhedspolitiske situation er så alvorlig, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil "tage et opgør" med de almindelige processer for anskaffelse af materiel.

Det siger ministeren på et pressemøde mandag aften i Forsvarsministeriet, hvor han præsenterer en første delaftale for Arktis og Nordatlanten.

- Vi bliver nødt til at have en langt større hastighed i forhold til den måde, vi får implementeret de ting, vi beslutter, og også den måde vi anskaffer kapaciteter.

- Vi bliver nødt til at tage et opgør med meget lange udbud og meget lange forhandlinger. Vi er nødt til at gøre noget andet, siger Troels Lund Poulsen.

Ministeren vil tage en dialog med forligskredsen på forsvarsområdet om, hvordan processerne kan gentænkes.

Han peger på, at der historisk har været alt for mange eksempler på forsvarsudbud, der er gået om, og derfor har det taget alt for længe at få de nødvendige kapaciteter.

- Det er også derfor, at vi har diskuteret en reorganisering af FMI (Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, red.), og det kommer vi til at præsentere en model for her i februar måned, siger Troels Lund Poulsen.

FMI får ifølge ministeren en større organisatorisk kraft til at kunne købe ind hurtigere.

Desuden skal forligspartierne se på, om det i nogle tilfælde bedre kan betale sig at lease materiel, eventuelt i samarbejde med andre lande. Forsvarsministeren nævner Norge som et land, Danmark kunne indgå i et sådant samarbejde med.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har flere gange sagt, at Danmark gør meget lidt - og for lidt - for sikkerheden i den arktiske region.

Forsvarsministeren afviser, at Trumps udmeldinger har haft indflydelse på, hvad der er besluttet i den første delaftale, der blev præsenteret mandag med initiativer for knap 15 milliarder danske kroner.

- Nej, vi følger den skabelon, vi har lagt, og så har der været en dialog med partierne om, hvad man har ønsket for at lave en aftale, og der har det blandt andet været ønsket, også fra den grønlandske regering, at vi skulle styrke vores kapacitet for de arktiske skibe, og det er vi så blevet enige om, siger Troels Lund Poulsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Demonstranter stormer Trump Tower Trump Tower blev kortvarigt indtaget af demonstranter i går for at protestere i... Læs mere
Jarlov: Vil betyde krig med USA Rasmus Jarlov er klar i spyttet i forhold til Trumps seneste udtalelser om Grøn... Læs mere
Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere