Politik

lør, 01 feb 2025

Regeringen ved ikke hvor milliarder til forsvar skal findes

Statsminister Mette Frederiksen (S) ankommer til et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg fredag.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Statsminister Mette Frederiksen (S) ankommer til et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg fredag.

Det er endnu uvist, hvor pengene til øgede forsvarsudgifter skal komme fra.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn fredag på Christiansborg.

- Det korte svar er, at det ved vi ikke endnu.

- Det er selvfølgelig et arbejde, vi er i gang med. Det er ikke sådan, at det er en ny opgave at hæve forsvarsudgifterne. Det har vi været i gang med gennem de senere år, siger hun.

Danmark lever i dag op til Natos målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar. USA's nytiltrådte præsident, Donald Trump, ønsker dog, at målet hæves til fem procent af bnp.

Tirsdag ville Mette Frederiksen før et møde med Nato-generalsekretær Mark Rutte i Bruxelles ikke sætte et konkret tal på, hvad Danmarks forsvarsudgifter skal hæves til.

Men hun sagde, at forsvarsbudgettet kommer "tættere på fem procent end på to procent".

- Vi kommer til at forøge det danske forsvarsbudget. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det bliver svært. Det bliver dyrt, sagde hun.

Fredag vil Mette Frederiksen ikke forholde sig til, om pengene kan findes ved eksempelvis en krigsskat eller beskæringer i velfærden.

- Vi er slet ikke der, hvor vi skal tage den diskussion endnu. Vi er nødt til at gøre tingene i den rigtige rækkefølge, siger hun.

Hun nævner, at det er nødvendigt at vide, "hvilke kapaciteter, våben og systemer vi har behov for at forsvare Danmark, Østersøen og den østlige flanke i Nato".

- Og hvad har vi behov for af kapaciteter - både offensive og defensive - i forhold til at afskrække Rusland for at fortsætte deres angrebskrig ind i Ukraine.

Senere i 2025 ventes de nye styrkemål fra Nato til Danmark.

Danmark bruger cirka 2,4 procent af bnp på forsvarsudgifter i dag. Det svarer til omkring 60 milliarder kroner om året.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere
Tyske turister hjælper danske overnatningssteder til rekordår Antallet af turistovernatninger i Danmark voksede sidste år med 1,3 millioner t... Læs mere
3F skal spare 100 millioner kroner og nedlægger stillinger Fagforbundet 3F vil i forbindelse med besparelser omlægge interne aktiviteter. ... Læs mere
Folketinget holder gudstjeneste for at udtrykke støtte til Ukraine Det er snart tre år siden, Rusland invaderede Ukraine, og det markeres af Folke... Læs mere
Kriseramt energiudvikler får opbakning til redningsplan Selskabet Better Energy forsøger med sin rekonstruktionsplan at få reduceret o... Læs mere