Politik

fre, 25 okt 2024

Regeringen vil lave fem nye industriparker og lette sagsbehandling

Regeringen præsenterer fredag nyt udspil, der blandt andet skal sikre fem nye industriparker i Danmark. Det vides endnu ikke, hvor de skal ligge.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Regeringen præsenterer fredag nyt udspil, der blandt andet skal sikre fem nye industriparker i Danmark. Det vides endnu ikke, hvor de skal ligge.

SVM-regeringen ønsker at skabe fem industriparker, så danske og udenlandske produktionsvirksomheder hurtigere skal kunne etablere sig i Danmark.

Det fremgår af et nyt udspil, som regeringen fredag præsenterer på et pressemøde i Kalundborg.

Fem større arealer skal udpeges til at huse industriparkerne. Kommuner skal kunne lægge billet ind på at komme til at have industriparkerne, fremgår det af udspillet.

- Det vil være områder, der vil have muligheder for hurtige anlæg af produktionsvirksomheder, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde i Kalundborg.

Virksomhederne skal have adgang til en såkaldt one-stopshop. Oversat til dansk betyder det, at virksomhederne kun skal gå gennem én myndighed for at få hjælp med at koordinere de nødvendige tilladelser til at kunne etablere sig.

- Vi har eksempler på virksomheder, som, fordi langsommeligheden er for stor, fravælger at investere i Europa og Danmark. Det koster arbejdspladser, og det går ikke.

- Det handler om sagsbehandlingstid, om at virksomheder hurtigere skal kunne stikke spaden i jorden, siger Morten Bødskov.

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, mener, at man i dag skal "være Sherlock Holmes for at finde rundt i alle reglerne, når man gerne vil udvide sin virksomhed eller bygge nyt".

- En mindre virksomhed har eksempelvis ikke stor muskelkraft til at løfte en tung sagsbehandling. Derfor er det vigtigt, at vi gør det langt lettere for dem, der satser benhårdt på at skabe vækst og arbejdspladser, siger han i en skriftlig kommentar.

Det fremgår af udspillet, at der i alt bliver afsat 102,4 millioner kroner fra i år og til og med 2027.

Finansieringen kommer til at foregå inden for rammerne af regeringens landdistriktsudspil, som for nylig blev fremlagt, samt regeringens kommende life science-strategi.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Partier vil ikke støtte grønlandske søsterpartier økonomisk Grønlandsk lov om forbud mod udenlandske donationer fastholdt mulighed for dans... Læs mere
Eksperter sår tvivl om regeringens årsag til at udskyde fiskeriafgift Ifølge fiskeriminister Jacob Jensen har CO2-afgift på fiskeri medført betydel... Læs mere
Nyt parti melder klar til grønlandsk parlamentsvalg Partiet Qulleq arbejder blandt andet for grønlandsk selvstændighed. Partiet bl... Læs mere
Fond fokuserer på naturarealer og skovrejsning i grøn trepartsstøtte Novo Nordisk Fonden og regeringen indgik sidste år en principaftale, som nu er ... Læs mere