Politik

fre, 11 okt 2024

Regeringen vil sløjfe klagemulighed over tandlæger hos styrelse

Hvis det står til regeringen, skal det ikke længere være muligt at klage over private tandlæger hos Styrelsen for Patientklager. (Arkivfoto).
Claus Fisker/Ritzau Scanpix Hvis det står til regeringen, skal det ikke længere være muligt at klage over private tandlæger hos Styrelsen for Patientklager. (Arkivfoto).

Regeringen vil fjerne muligheden for at klage over private tandlæger til Styrelsen for Patientklager.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det sker som led i regeringens plan om at skære 1000 statslige årsværk væk.

Besparelsen møder kritik fra flere sider. Men hverken indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) eller Tandlægeforeningen er bekymret.

Ifølge Jyllands-Posten klager 700-900 patienter hvert år til Styrelsen for Patientklager over en behandling, de har fået hos enten en privat tandlæge, tandplejer eller tandassistent.

Danske Patienter kritiserer regeringens beslutning.

- Det, regeringen lægger op til, er retssikkerhedsmæssigt stærkt problematisk. Og patientsikkerheden kan lide overlast. Det er helt urimeligt, og vi er meget uforstående over dette, siger Annette Wandel, der er vicedirektør hos Danske Patienter, til Jylland-Posten.

Der er også kritik fra eksempelvis Ældre Sagen og Peter Stoustrup, som er lektor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet.

Men der er ifølge indenrigs- og sundhedsministeren ingen grund til bekymring. Løhde henviser til, at det er klageadgangen, men ikke erstatningsadgangen, som bortfalder.

- Man vil altså ikke længere kunne klage over en tandlæge, hvis man eksempelvis er utilfreds med vedkommendes adfærd, men det vil fortsat være sådan, at man kan søge om erstatning, hvis man har fået en skade som led i tandbehandlingen, siger Løhde til Jyllands-Posten.

Hun tilføjer, at Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat vil føre tilsyn med tandlægeklinikker og tandlæger.

Hos Tandlægeforeningen siger formand Susanne Kleist, at patienterne kan klage igennem et civilt søgsmål. Og at der fortsat vil være mulighed for at anmelde en skade til Patienterstatningen.

I 2023 klagede i alt 699 patienter ifølge Jyllands-Posten over private tandlæger, tandplejer og tandassistenter. Det fremgår af tal fra Styrelsen for Patientklager.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere