Politik

man, 29 apr 2024

af Mikkel Preisler

SF foreslår fælles politiske regler efter DF's deepfake-video

Techordfører Lisbeth Bech Nielsen (SF) vil have Folketingets Præsidium til at kigge på regler for brug af deepfake-videoer. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Techordfører Lisbeth Bech Nielsen (SF) vil have Folketingets Præsidium til at kigge på regler for brug af deepfake-videoer. (Arkivfoto).

SF's techordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, foreslår, at Folketingets Præsidium laver fælles retningslinjer for brug af deepfake-videoer lavet ved hjælp af kunstig intelligens.

Det sker, efter Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt i weekenden delte en AI-genereret video af et fiktivt pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S).

Her siger Mette Frederiksen blandt andet, at efter succesen med at afskaffe store bededag vil regeringen nu også afskaffe pinsen, påsken og julen.

- DF’s AI-video af statsministeren er indholdsmæssig virkelig sjov, men brug af deepfakes som politisk parti er ekstremt bekymrende, og jeg tror faktisk ikke, at DF forstår rækkevidden af, hvad deepfakes kan (mis)bruges til, skriver Lisbeth Bech-Nielsen i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg vil tage kontakt til Præsidiet og foreslå fælles retningslinjer, skriver hun videre.

Også SF-formand Pia Olsen Dyhr er "dybt bekymret".

- For demokratiet og den demokratiske samtale. For det kommende valg og andet deepfake. Tænk at vi er kommet dertil i Danmark. Uhørt, skrev hun søndag på X.

Øverst i højre hjørne af videoen har Dansk Folkeparti angivet med småt, at videoen af statsministeren er AI-generet. Videoen er altså lavet ved hjælp af kunstig intelligens, hvor der er manipuleret med videoer og lydoptagelser af statsministeren.

Morten Messerschmidt har over for fagbladet Journalisten afvist kritik fra flere sider. Blandt andet kalder adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Peder Hammerskov det for en "glidebane", og at det kan være "pissefarligt".

DF-formanden siger, at videoen skal ses som satire.

- Det, vi kan gøre, er at vise danskerne, hvordan man kan bruge de nye teknologier, og hvordan man kan bruge det på en god måde, som her en underholdende og satirisk måde, siger Morten Messerschmidt til Journalisten.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Folketingets formand, Søren Gade (V), der leder Folketingets Præsidium. Præsidiet fungerer som Folketingets ledelse.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Grønland vil afvise Trump : Nok er nok Efter Trumps udmelding om at ville annektere Grønland har partileder fået nok Læs mere
Trump vil annektere Grønland Donald Trumps udtalelser om Grønland vækker bekymring Læs mere
Prisen på guld i voldsom vækst : Investorer søger sikre alternativer og kigger mod ædelmetaller I en usikkertid begynder flere og flere investorer at købe guld og ædelmetalle... Læs mere
Putin støtter våbenhvile : I teorien Vladimir Putin afviser ikke amerikansk udspil til en våbenhvile - men Putin har... Læs mere
Musk vil fyre op imod 20% af den amerikanske skattestyrelse DOGE ere nu nået til den amerikanske skattestyrelse og vil have arbejdsstyrke s... Læs mere