Politik

tir, 18 feb 2025

af Mikkel Preisler

Statsminister giver kolleger opsang: Misforstår regler for Grønlands exit

Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen og statsminister Mette Frederiksen (S) under et møde i salen med udvidet spørgetime.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Inuit Ataqatigiits Aaja Chemnitz Larsen og statsminister Mette Frederiksen (S) under et møde i salen med udvidet spørgetime.

Flere danske toppolitikere misforstår en række ting, når de blander sig i debatten om, hvordan Grønland kan blive selvstændigt.

Det mener statsminister Mette Frederiksen (S), som under tirsdagens spørgetime henviser til, at reglerne for udtræden er klar ifølge selvstyreloven.

- Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er alle folketingsmedlemmer, der har læst selvstyreloven, med nogle af de udtalelser der er kommet frem den seneste måned.

- Selvstyreloven er krystalklar i sin formulering om, at Grønlands fremtid defineres af Grønland og grønlændere, siger hun i Folketingssalen.

En række danske folketingsmedlemmer har udtalt sig om Grønlands fremtid.

Eksempelvis er folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) meget utilfreds med regeringens håndtering af USA's ønske om at "købe Grønland".

Han mener, at statsministeren sætter grønlænderne under et massivt pres fra amerikansk side, ved at henvise til at spørgsmålet om Grønlands selvstændighed og mulige internationale alliancer hører til i Nuuk.

Spørgsmålet om selvstændighed er modsat tidligere blevet det altoverskyggende emne i den grønlandske valgkamp, som har hele verdens interesse.

Siumut har eksempelvis sagt, at partiet vil arbejde for at aktivere paragraf 21 i selvstyreloven, som handler om Grønlands adgang til selvstændighed.

Der skal ske en folkeafstemning i næste valgperiode ifølge regeringspartiet, som er søsterparti med Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen er dog åben for en drøftelse om Grønlands fremtid.

- På mange måder er det en forudseende lov. Det er selvfølgelig en lov, der kan forandres hen ad vejen, hvis der opstår nye ønsker.

- Hvis der er et ønske fra Naalakkersuisut efter et valg om at se på for eksempel omstændighederne for hjemtagne områder, så vil vi som regering selvfølgelig være åbne for at se på det, siger Mette Frederiksen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere